Bandlysningens Arkitektur
En introduktion til Giorgio Agambens og
Paul Virilios urban-filosofi
Lars Östman
Ekstern lektor, Afdeling for Filosofi, Københavns Universitet.
Mail: larsoestman@hotmail.com
Artiklen vil introducere Giorgio Agamben og Paul Virilio via en tematisering af
begrebet om en undtagelse som paradigme for forståelsen af det biopolitiske.
Undersøgelsen drejer sig om forholdet mellem byen og dens udenfor, mellem
retten og undtagelsestilstanden og hvordan dette forhold har manifesteret sig
gennem historien. Hvorfra stammer den betydning, som begrebet biopolitik
har i dag?
første gang livet og kroppens plads og
funktion i det politiske tematiseres som filosofisk problem, er i «vidensarkæologens»
Michel Foucaults (1926–1984) Surveiller et
punir.1 Siden da er de mest seriøse forsøg i
samme retning især gjort af den franske arkitekturteoretiker Paul Virilio (f. 1932) og
den italienske tænker Giorgio Agamben (f.
1942). I denne artikel skal jeg se nærmere på
den særlige tænkning om Modernitetens by,
der tegner sig i de to sidstnævntes arbejder.
Vi skal forstå dette som deres urban-filosofi.
Artiklen har til formål at undersøge et paradigme. Thi ambitionen er at forstå det biopolitiske tour, der har fundet sted i Moderniteten og som kulminerer med det 3. Rige – en
kulmination, som ikke behandles i Foucaults
forfatterskab. Artiklen vil således udlægge,
hvordan vi nærmere skal forstå, at det politiske paradigme ikke længere er byen, men Lej-
216
ren?2 Hvordan skal vi forstå, at det centrale
ikke længere er – i nærmest heideggersk betydning – at bebo verden, men selve det at leve? Hvordan skal vi i dag forstå menneskets
plads i det politiske?
Artiklen vil have tre korrelative analyser af:
– det zóon politicon, der ikke som det aristoteliske leves i byen, men som i stedet er
det bandlyste liv eller livet, der leves i undtagelsestilstanden: det nøgne liv.
– det arkitektoniske princip, som afspejler
byens forsøg på at opretholde en relation
til denne undtagelse, til denne anomi.
– hvorledes undtagelsen bliver bygget ind i
byen og «lever af denne», som Carl Schmitt skriver.
Artiklen vil primært koncentrere sig om udvalgte passager i Agambens første homo sa-
Norsk filosofisk tidsskrift
vol. 43, nr 3, s 216–229
©2008 universitetsforlaget
ISSN 0029-1943
bandlysningens arkitektur · 217
cer-bog og i Virilios tre centrale bøger fra
perioden 1975–1977.3 Jeg skal ikke forsøge
at forlænge Virilio med Agamben, men bestræbe at vise det fælles intensitetsfelt, som
de to tænkere tematiserer: forståelsen af et
nyt paradigme for den vesterlandske urbs:
undtagelsestilstanden.
borgen og grundlæggelsen
Virilio har en mere introducerende tematik,
hvorfor vi med fordel kan begynde her for at
i næste kapitel inddrage Agamben.
For Virilio betegner borgen den første pólis (gr: by) og – skal man tro politikkens etymologi – også den første politik. Borgens
placering på strategisk høje områder – en
næppe tilfældig strategi den senere skulle
dele med kirken – indeholder en indtagelse
ikke bare af landet men også af menneskets
krop og arbejde. Proletarsoldaten skabes,
når jordherren gør landarbejderne til servi
casati (lat: borgslaver), til billig arbejdskraft, til slaver på de militære jordlodder,
etablerede netop af militære og ikke agrare
årsager. Borgen indtager landet og arbejdet
forankret deri, som den indtager menneskets krop. «Erobringen» er den samme.
Forskellen mellem borgen og det omkringliggende territorium viser, at bolig ikke
er lig med retten til byen. By og borg er ikke
identiske. Borgens funktion er at ind-bygge
eliten bag voldene; kun dén bebor egentligt
byen. Eliten er les sur-vifs; dem, som i bogstaveligste forstand lever over de andre. De
er «over-levende». Denne karakteristik gælder det vestlige menneske fra tidernes morgen til nu:
Det vesterlandske menneske forekom
overlegent og dominerende til trods for sin
lidet talstærke repræsentation, fordi det
forekom hurtigere. Under det koloniale
folkemord eller den etniske udrensning, er
han den overlevende, fordi han netop er
den over levende [le sur-vif] hvor det franske ord vif konnoterer minimum tre egenskaber: beredtheden, hastigheden assimileret til volden (den levende kraft, skarp
etc.) og til livet selv (at være hurtig er at
være i live!).4
I Middelalderen eksploderer den europæiske bys befolkningstal som aldrig før og den
gamle organisering af byen kan ikke længere
bruges. Løsningen bliver at organisere byen
efter slagmarkens idé: princippet om et formalt, topologisk rum. Det politiske rum er
nu stedet for «formal-social» bevægelighed.5 Man kan derfor med rette hævde, at
den urbanistiske maskine allerede begynder
i Middelalderen.6 Der er ikke tale om en
real-arkitektonisk funktionalisme, funderet
i den konkrete bys fremtoning, men om en
formal-arkitektonisk:
[...] Statens fødsel er således præcis installationen af dens væren, nemlig konstruktionen af dens genstandsfelts artificialitet i betydningen socialitetens genstandsfelt.7
Den urbane historie er ikke menneskets, når
politikkens historie ikke er menneskets historie.8 Når retten til at bo ikke er lig med
retten til byen, bliver byens historie juridiskpolitisk (eller legalistisk, som er Virilios begreb – af lex (lat: lov)), snarere end som modus af det menneskelige. At bebo lokaliteten
«indenfor» er at bebo egentligt, fordi det at
være, er det at have ejendomsret. Menneskets historie forsvinder som eksistentiale
og bliver lig med ejendomsretten.9 Proletarsoldaten bebor sålunde ikke i egentlig forstand en lokalitet, men flyttes blot rundt ef-
21 8 · l a r s ö s t m a n
ter militær-logistiske mål; han er artificialitetens genstand.
Med fortrængningen af det menneskelige
fra byen er det interessant at se, hvorledes
Virilios analyser peger på borgens overtagelse af ritens funktion. Borgen som by gør den
til en durativ, kontinuerlig og repetitiv forsvarsmekanisme. Borgen kan derfor i kraft
af krigen og kampen siges at udgøre selve ritens betydning, fordi den med denne deler
funktionen af at være en gentagende opretholdelse af en social orden. Borgens funktion som by er dromologisk (gr: drómos: løb,
gennemløbningen af en bane). Det er via begrebet dromologi, at Virilio søger at beskrive den omtalte «statens fødsel» og som derfor bliver til hans historiebegreb. Med Middelalderens populationseksplosion fødes
Modernitetens Stat og politik med grundlag
i ønsket om en mobilitetskontrolleret befolkning.10 Som Foucault bragte et arkitektonisk dispositiv for sit historiebegreb –
nemlig det panoptikone fængsel – således
fremstiller Virilio året efter Foucaults Surveiller et punir også et: borgporten. På vidunderlig klar vis inkarnerer forskellen mellem byens «indenfor» og «udenfor» sig materielt, hvilket vi senere også skal se i Agambens analyser af den suveræne magt som
kontrol af mobilitet og lokalitet, af indtagelse og undtagelse. Virilio forsøger hermed at
vise, at demokrati egentlig er dromokrati.
Ikke folkestyre, men folkekontrol.
Hans essays i dromologi, der tillige er undertitlen på Hastighed og Politik, er en filosofisk redegørelse for, hvorledes ontologi
skal forstås som legalisme, som forholdet
mellem det juridiske og det politiske. Vesterlandets ontologi – dens metafysik – er i sit
væsen politik, fordi dens væren er spørgsmålet om mennesket og dets bolig.11
borgen uden mure, byen
uden volde
Montesquieu bemærker et sted, skriver Virilio, at med opfindelsen af krudtet og kanonen, findes der ikke længere noget uindtageligt sted.12 Han fik helt ret og omkring begyndelsen af 1800-tallet sker to afgørende,
infrastrukturelle forandringer: by-portens
logik erstatter fuldt ud den gamle borg-port
og en ny grænse mellem «indenfor» og
«udenfor» bestemmes. Samtidig indstifter
borgerskabet den faste bopæl som værdi. At
være er at eje, som tidligere nævnt. I Moderniteten er det menneskelige liv selv det politiske spørgsmål, men deler sig i to: spørgsmålet om mennesket er ikke samme spørgsmål om borgeren. Politikkens historie er
menneskets historie, men kun for så vidt det
er borgerens historie. Men hvad så med
dem, der ikke er borgere (dvs. ikke ejer);
dem, der ikke bebor byen?
Med henvisning til Vauban13 skriver Virilio, at det er, som om borgen transformerer
den angribende fjendes energi og genskaber
den i mere passende form.14 Det militære
dictum «stilstand er død» får derfor i byen
sin økonomiske, kulturelle og sociale betydning i en hidtil uset dimension. Når den tidligere så faste og afgrænsede borgport erstattes af den kommunale fæstnings port,
mestres transformationen af energien til fulde.15 Militærstrategi bliver infrastruktur
(transport af varer, etableringen af vejsystem), økonomisk politik (på længere sigt
det militære budget), population/ fertilitet
(soldater og arbejdere, altså proletarsoldater), fødevareproduktion etc.16 Byportens
primære funktion er mindre direkte militær
end udtryk for ønsket om styringen af byens
gennemstrømning, produktion og admini-
bandlysningens arkitektur · 219
stration af mennesker: en infrastrukturel,
dromologisk kontrol af massen og dens liv.
Når grænsen mellem «indenfor» og
«udenfor» senere flyttes længere og længere
ud i byen, må grænsen selvfølgelig redefineres og en ny form for eksklusion etableres.
Paradoksalt formuleret bliver byen selv sit
eget «indenfor» og «udenfor». Modernitetens by bliver stedet, hvor en ny topologi tager form: byen som inklusiv eksklusion, hvis
opgave det bliver at ekskludere det, der samtidigt er inkluderet. Dét er ikke den normale
topologi. Det er undtagelsens topologi.
Det er hér Agambens og Virilios undersøgelser konvergerer. For Agamben er det netop dette nye forhold mellem «indenfor» og
«udenfor», som kendetegner undtagelsestilstanden. Thi den er i sin etymologiske rod
ex-capere: at gøre det eksterne internt.17
«Hele Frankrig skal være én eneste stor feltlejr», citerer Virilio Barère,18 som allerede i
1793 mener, at han her fremsætter hele indenrigspolitikkens idé.19 Idéen er velkendt.
Via genbruget af den oprindelige idé om
porten – nemlig som en social og politisk adskillelse af «indenfor» og «udenfor», af
mennesker og borgere – skal målet (statens
«politiske rite» som selvopretholdelse) afsondres fra midlet dertil: massen. Man kunne udlægge dette som den klassiske undertrykkelse, som man forstår den ud fra en
marxistisk optik. Men Virilio har en mere
interessant udlægning, nødvendig hvis nærværende teori skal være relevant for politikken efter det klassiske klassesamfunds forsvinden i den såkaldte postmodernisme: det
politiske, skriver han, er i højere grad «materielt polis, politi, det vil sige vejopsyn»:20
På alle breddegrader: det sociale logi, sovebyen eller transitbyen, implanteret i byernes randområder, ved motorveje eller jern-
baner, motorvejenes betalingssystemer, som
regeringen med så voldsom insisteren vil
oprette ved storbyens port som selektionen
affolker, gendarmeriets kvarterer af generøsitet oprettet i nærheden – hele dette apparat er ikke andet end rekonstruktionen af
fæstningens motor med alle dens respektive
dele, med dens flanker, dens bastioner, dens
skakter, dens chikaner, indgangen og udgangen gennem dens porte. Hele dette gamle system til at kontrollere massen via det
urbane forsvars organer.21
Men hvad er det land, som ikke er by? Hvad
er det menneske, der ikke er borger?
lejren
Hvem der end er bandlyst til døden, skal
også opfattes som død, som Agamben med
reference til Cavalca beskriver den middelalderlige bandlysning, dvs. Lejren.22 Lejren
er Agambens terminologi for stedet, hvor
beslutningen over liv og død træffes. Den
betegner først fratagelsen af urbanitet (socialt, juridisk, politisk) og derefter en bestemt lokalitet (urban) e.g. kz-lejren, flygtningelejren eller sygehuset. I princippet et
hvilket som helst sted.23
Mennesket der opholder sig her, betegner
Agamben med et begreb fra den arkaiske romerret: homo sacer (lat: helligt menneske).
Hans væsen defineres hurtigt i Agambens
første homo sacer-bog: «Homo sacer må
slås ihjel, men ikke ofres».24 En formulering, der optræder gang på gang. Hvad der
umiddelbart er opsigtsvækkende, er at begrebet sacer har optaget den politiske teori
mindst lige så meget som religionshistorien
og teologien.25 Som det ses af formuleringen, placerer homo sacer sig i zonen mellem
mord og offer, mellem politik og religion,
22 0 · l a r s ö s t m a n
hvorfor man aner hans bizarre hverken-eller-forankring. Homo sacer´s bandlysning
fra byen placerer ham i rettens vakuum, som
vi indledningsvis kan forstå som det tomrum, der synes at eksistere mellem politikken
og religionen. Homo sacer er i en zone mellem ius humanum og ius divinum. I dette lys
er homo sacer´s tilhørssted den hos Hobbes
så berømte naturtilstand: byens tanquam dissoluta (lat: «som om den var ophævet»).26
Som Agamben kommer frem til i sin analyse
af naturtilstanden, så er denne ikke noget,
der går forud for byen og civiltilstanden,
hvilket Hobbes selv naturligvis er fuldt bevidst om. Byens moderne paradigme er en i
byen indbygget naturtilstand; en undtagelsestilstand konstrueret som inhærent moment i civiltilstanden, byens norm i led med
sin egen suspendering (som om byen var ophævet). En fiktion om en (politisk) nødvendighed for byens selvbegrundelse, nemlig
myten om passagen fra natur til kultur, fra
phýsis til nómos. Byen er således altid allerede sin egen modsætning, på samme måde
som naturtilstanden ikke er før eller et andet
sted end civiltilstanden, men netop et konstant underliggende dispositiv qua civiltilstanden.
Men det som nu kommer til syne (i punktet
i hvilket man vurderer samfundet tanquam
dissoluta), er egentlig ikke naturtilstanden
(som før-stadie til hvilket menneskene kan
forfalde), men undtagelsestilstanden.27
Byen er inklusiv eksklusion. Undtagelsestilstandens etymologiske herkomst i ex-capere
får her sin dybere betydning. Politikken viser sig just hér som etableringen af en a-nómos som konstitutivt element i dens egen
nómos. Myten om loven er fiktionen om en
sådan konstitution, et sådant vakuum, der
her indenfor kan lade beslutninger og handlinger svæve i et lov-undtaget rum. Det er
myten om, at der har fandtes eller kan findes
tid og sted før loven (a-nómos), som nómos
skal normalisere.
Lad os forsøge at aktualisere teorien om
indbyggelsen af undtagelsestilstanden i byens fundament og således se nærmere på det
3. Rige. Et af nazisternes første tiltag efter
Hitler får overdraget – ikke erobret – magten 28. februar 1933 af præsidenten, er at
erklære undtagelsestilstand i hele landet. Et
dekret som–
[...] suspenderede de paragraffer i Weimarrepublikkens forfatning, som omhandlede
den personlige frihed. Dekretet blev aldrig
ophævet, hvorfor man ud fra et juridisk
synspunkt således kan anskue hele det 3.
Rige som én undtagelsestilstand, der varede
i 12 år.28
Den urbanistiske maskine, hvis oprindelse
vi fandt i Middelalderen, betyder med Modernitetens opkomst, at naturtilstanden er
strukturelt sammenfaldende med Lejren, på
samme måde som undtagelsestilstanden er
det med byen ved Modernitetens kulmination. Der er tale om en kulmination – om end
en frygtelig én – og ikke ende, fordi anskuelsen er politisk og fordi kulminationen består
i konstruktionen af et bipolart system, der
sam-etablerer norm og undtagelse. Hvad
der gjorde det 3. Riges model så farlig, var
netop, at den lod konstitutionen – normen –
sameksistere med undtagelsestilstanden, at
den sammenføjede de to systemer til ét. Synkretismen består i foreningen af ét system,
der har ret men ingen magt (normen) med
ét, der har magt men ingen ret (undtagelsestilstanden). Det er dén symbiose, som bl.a.
den tyske retstænker Carl Schmitt forsøger
bandlysningens arkitektur · 221
at forstå og senere at retfærdiggøre. Spørgsmålet Schmitt stiller er, hvordan kan reglen
juridisk leve af undtagelsen?29
Lejren er SS´s ansvar. Opgaven er en politimæssig indsats. Ikke en militær. «Jødeproblemet» er et sikkerhedsmæssigt anliggende.
Det kan løses via omstrukturering af den
politiske krop. Det er et administrativt problem. Denne opgave tilkommer Eichmann,
der jo som bekendt heller ikke er ved fronten på noget tidspunkt. Som en forstad etableres Lejren følgelig i udkanten, i randområdet af menneskets bolig. Virilio kan derfor
citere Colbert30 og hans princip om kolonien: «Det er nødvendigt, skriver Colbert, at
der i kolonierne ikke konstituerer sig en
konstant civilisation.»31 Dette sted er beboet af mennesker, der ikke er rigtige mennesker og som derfor kan udryddes ««som
lus», dvs. som nøgent liv».32 Set i lyset af
denne tankegang, er Lejren ganske vist undtagelsen – den er selve inkarnationen af tilstanden – men ikke desto mindre selve reglens dybeste mening. Fængslets primære
funktion er ikke at straffe, men at omstrukturere den sociale masse; måske ligefrem,
som Foucault skriver, «at producere den kriminelle som patologiseret subjekt.»33 Men
mere fundamental end fængslet er Lejren,
fordi der her ikke engang produceres et subjekt – patologiseret eller ej – men blot nøgent liv: muselmanden. Hinsides Modernitetens fængsel – og derfor hinsides Foucaults
teori – er Lejrens opgave ikke at straffe den
uskyldige jøde som kriminel, men at ophæve
hele dennes status som retssubjekt og dernæst som menneske i al almindelighed.
Når det biopolitisk tour stadfæstes til Lejren, skyldes det den åbenbare inklusion af
byens egen eksklusion, der så tydeligt manifesterer sig i dens arkitektur, menneske og
administration. Det biopolitiske tour er lig
med undtagelsestilstanden, fordi det politiske nu refererer til administrationen af denne, som i sin mest grusomme form nu både
giver og tager livet men uden, at man kan
tale om indtræffelsen af døden eller livet
som juridisk, politisk og/eller rituelt fænomen. Initiationens problematik omhandler
ikke længere livets ende og overgangen til
den hinsides verden efter døden. I stedet er
det produktionen af det enkelte menneskes
nøgne liv, hvor ikke engang det hinsides
venter. Når det 3. Rige skelner mellem fødslen til rettigheder og bæreren af rettigheder
(tyskeren), skabes der just en zone, et opholdssted, hvor den suveræne beslutning
omhandler hvilket liv, der er værdigt at leve
(tyskeren) og hvilket, der ikke er (jøden,
kommunisten, den homoseksuelle etc.).34
Men beslutningen praktiseres ikke i staten,
men i politiets Lejr. I Moderniteten forflyttes
suverænitet fra regering til guvernering, til
politiet: garanten for ro, orden og sikkerhed.
forbandet liv
Menneskets fundamentale træk er evnen til
at bygge, planlægge og konstruere en bolig:
at bebo et sted. Dyret har ingen bolig, kun
en hule.
Lejrens formål er ikke at fratage den indsatte livet, men at fratage ham hans juridiske og politiske forankring og tilhørsforhold. Han bebor derfor i snæver, teknisk
forstand ikke Lejren. Han opholder sig blot
dér, som om han ikke var menneske. Et
menneske fuldstændig uden civile rettigheder, et menneske, der ikke længere er menneskeligt: en muselmand. Muselmanden har
ingen livs-form, men bærer kun det nøgne
liv; et liv, der er det menneskelige efterladt
og afskåret:35 «Muselmanden er ikke helt og
22 2 · l a r s ö s t m a n
ikke mest en grænse [limite] mellem livet og
døden; han betegner snarere tærsklen mellem menneske og ikke-menneske.»36 Mennesket uden urbs og urbanitet, uden liv og
uden død. Om end man med rette i forskningen sondrer mellem døds- og arbejdslejre, gælder det for begge, at den indsatte må
fratages sit statsborgerskab før indsættelsen.37 Vi må derfor først og fremmest forstå
Lejren som resultatet af beslutningen om en
af-nationaliseringsproces, snarere end som
en regulær døds- eller arbejdslejr. En stat
kan naturligvis ikke dræbe sine egne indbyggere og det såkaldte arbejde udført i Lejren
af udsultede, syge og stærkt svækkede, blev
næppe bedre udført ved en sådan prioritering af deres sundhed. Lejrens «produkt» –
sit venia verbo – er ikke til genstand for køb,
salg og bytte etc., men er et «menneske»
uden nationalitet og uden (politisk) sjæl.
Lejren producerer nøgent liv.
Teknisk set begår det 3. Rige altså hverken mord og ej heller ofrer det. Som homo
sacer kan han hverken nås af ius humanum
eller ius divinum.
Det er interessant, at Agamben sammenligner homo sacer med wargus – skabningen, der hverken er menneske eller dyr. En
lignende skabning kendes i den skandinaviske/germanske kontekst som varulven.38
Wargus lever hverken i hus eller hule, er
hverken indbygger eller borger, er hverken
dyr eller menneske. Hans væsen og hans
tilholdssted er det evige vakuum mellem
kultur og natur, mellem nómos og phýsis.
Det politiske defineres her via en ur-undtagelsestilstand – naturtilstanden – ud fra
hvilken, det så at sige konstituerer sig selv
væk fra med udgangspunkt i denne oprindelige naturlige trussel fra det dyriske menneske. Lad os i det følgende tematisere
mere indgående, hvordan vi skal forstå
homo sacer som det oprindelige bånd mellem menneske og by.
Fælles for de nævnte homoni sacri – Lejrens «indbygger», wargus og Virilios begreb
om proletarsoldaten – er, at de er sikkerhedspolitiske begreber. Man vil forvise det
dyriske i mennesket og det naturlige i byen,
i håbet om at få et rent – et arisk (af aria, lat:
hvid, ren) – menneske og en ren by. Man må
indlemme naturtilstanden i civiltilstanden
for at kunne kontrollere den. Agamben understreger jo netop, at naturtilstanden hos
Hobbes overlever i suverænen.39 Agamben
kan derfor med henvisning til Schmitt skrive:
Den »organisering af rum« i hvilken den
suveræne Nomos består for Schmitt, er netop ikke kun en »indtagelse af land« (Landesnahme), en fiksering af en juridisk orden (Ordnung) og af en territorial orden
(Ortung), men først og fremmest en »indtagelsen af et ydre«, en undtagelse (Ausnahme).40
Gennem historien har en sådan undtagelse
fået så forskellige navne som døden, det urene, seksualiteten, sygdommen, handicappet
etc. Måske er betydningen af sacer netop
«undtagelse»? En indifferenszone hvorfor –
som Agamben skriver i Stato di eccezione –
«et juridisk tomrum og idéen om en indistinktion og en magtens fuldkommenhed
bør betragtes som et juridisk mytologem
analog til idéen om en naturtilstand.»41
Undtagelsestilstanden er gennem historien blevet indført for at sikre og opretholde
borgerens liv og byens ro, orden og sikkerhed – byens og rettens formål siden Hobbes
og Rousseau. Men, hvor paradoksalt det
end lyder, så efterleves dette formål in extremis ved at suspendere de paragraffer i ret-
bandlysningens arkitektur · 223
ten, der netop garanterer borgerens civile
rettigheder; i yderste instans at det er strafbart at dræbe ham.42 Når Agamben låner
Schmitts idé om, at reglen eller loven lever af
undtagelsen (der stammer fra Søren Kierkegaard), så skal formuleringen tages helt bogstaveligt.43 Den bremsende effekt lovens deling som minimum har ved at være del af det
juridiske system, forsvinder og forvandler
sig til den suveræne og umiddelbare beslutning om opretholdelsen eller afbrydelsen af
borgerens liv. Undtagelsestilstandens væsen
er, at den knytter sig til livet selv, til det nøgne liv, det hellige liv. Den lever af mennesket,
på samme måde som loven hos Kafkas Josef
K. «spiser» sig ind i hans krop: et liv, der
ikke lader sig leve; en død, der ikke lader sig
dø.
Således er grundlæggelsen ikke en begivenhed opnået en gang for alle, men er i
stedet kontinuerligt opererende i civilstaten i egenskab af den suveræne beslutning.
Ydermere refererer sidstnævnte umiddelbart til borgerens liv (og ikke til den fri vilje) og viser sig på denne måde som det politiskes oprindelige element, politikkens Urphänomen. Men dette liv er ikke simpelthen
det naturlige, reproduktive liv, grækernes
zôe, eller bios, en kvalificeret livsform; det
er snarere homo sacer’s og wargus´ nøgne
liv, en zone af indifferens og kontinuerlig
transition mellem mennesket og dyret, naturen og kulturen.44
Men her må man spørge, hvorledes det er
muligt at forstå norm og regel, ret og undtagelse, når de synes at bevæge sig ud og ind
mellem hinanden og således nedbryde topologiens traditionelle bestemmelser mellem
indenfor og udenfor. For at besvare det, må
vi dvæle yderligere ved formuleringen om
naturtilstanden som paradigme på undtagelsestilstanden.
Agambens interesse for Hobbes er, som
Hobbes tidligere var det for Schmitt, afgørende.45 Det er netop omtalen af naturtilstanden som paradigme på undtagelsestilstanden, der er det fælles udgangspunkt for
både Schmitt og Agamben. For os består det
interessante i, at undtagelsestilstanden hos
Hobbes defineres i forhold til staten «som
om den var opløst [dissolto]».46 Det er dette
«som om», der er afgørende. Undtagelsen er
altså en form for relation – nemlig dén mellem normen og undtagelsen selv – men hvilken? Hvad er en opløst by? Det er med
grund i en helt særlig forståelse af topologien, der tillader Agambens formulering og
som til og med kan siges at udgøre hele mulighedsbetingelsen for homo sacer-projektets fundering som en tænkning af undtagelsens væsen, af det nøgne liv.
Undtagelsestilstanden og naturtilstanden
forholder sig til hinanden som de to sider i et
Möbius-bånd eller i en Leida-flaske. Ikke
som et forhold mellem to adskilte entiteter.
Altså ikke blot «udenfor» kontra «indenfor», eller normen hér og undtagelsen dér,
men som én topologisk struktur af fakta og
ret, undtagelse og regel, fastholdt på en tærskel, hvis navn er undtagelsestilstanden eller
bandlysningen.47 Denne relationens form
har ikke applikationens men bandlysningens form. Undtagelsestilstandens «relation» til loven består i en bandlysning fra loven. Det er en suspenderet eller efterladt lov.
Undtagelsen er hverken indenfor eller udenfor loven, men i en zone, und-taget af loven.
En zone hvor loven har kraft men ingen ret.
«Nómos´ uforlignelige potentialitet, dens
oprindelige «lovkraft» [«forza di legge»] er,
at den fastholder livet i dets bandlysning
[bando] idet, den efterlader livet.»48
22 4 · l a r s ö s t m a n
Paradigmet for Modernitetens politik, som
Foucault ville etablere, føres hos Agamben
og Virilio videre, men suppleres med et rituelt
element. Hos Durkheim er den suveræne nómos stadig kulturens dyrkelse af sig selv. Her
er riten dyrkelsen af det kendte, af det, som er
indenfor byen. Men spørgsmålet er – følger vi
Agamben og Virilio –, om ikke det snarere er
ritens og politikkens funktion at fastslå, hvad
der ikke er kendt? Eller bedre: at etablere et
tomrum mellem det kendte og det ukendte?
Om ikke ritens og politikkens funktion er at
skabe dette vakuum for en handling, der
hverken er lov eller ret og hverken ius humanum eller ius divinum? Om ikke rite og politik er den konstante påmindelse om en af
byen administreret a-nomali, hvis kraft ligger
i en administreret undtagelsestilstand: en
kontinuerlig afsondring fra sin modsætning
(naturen) i sin identitet (kulturen)?49
Mere intim end en hvilken som helst interioritet og mere ekstern end en hvilken som
helst eksterioritet er forbandelsen [la bandita] af helligt liv i byen. Denne er den suveræne nómos, som determinerer enhver
anden norm, den oprindelige spatiering
som muliggør og regerer [governa] enhver
lokalisation og territorialisation.50
Den tidligere guddommelige suverænitet
(monarken) bevæger sig i Moderniteten hinsides regeringen og «sekulariserer» sig i en
guvernering.
udøvelsen af forbandelsens ret
I det følgende skal vi se nærmere på selve
forbandelsen og bandlysningen som begreb
for til sidst i kapitlet at knytte yderligere an
til Virilio.
Som omtalt tidligere, er homo sacer´s
pendant i den germanske og skandinaviske
kultur wargus. Følger man etymologien for
den bandlyste eller banditten, viser der sig
da også mange ligheder med hans romerske
bror homo sacer. Det er afledt af bannire og
bannum: henholdsvis at forbande/en forbandelse eller hvilket er mest korrekt i denne sammenhæng: det gamle danske «at lyse
i band». Mest interessant er forholdet til
substantivet bannum. De latinske grammatikere i Middelalderen omtaler det på følgende måde:
Districtus, jurisdictio, justitia: ambitus intra quem potestas porrigitur mulctam et
proscriptionem bonorum indicendi, vel
bannum promulgandi. Charta Adalberonis
Episcopi Metensis apud Meurissium pag.
308: »Bannum vero eidem loco tali tradimus conditione, ut si quis super eadem terram fur vel sanguinis effusor deprehensus
fuerit, per officiales loci discutiatur«.51
Det er omtalen af bannum, der hænger sammen med det romerske banleuca (en anden
skrivemåde foreslår banlauca), der i det følgende skal kaste lys over bandlysningens natur. Det står fast, at den bandlyste er forvist
fra byen, men spørgsmålet forbliver, hvor
han opholder sig. Problemet opstår, grundet
uoverensstemmelsen mellem det urbane og
urbaniteten eller, som tidligere bemærket, i
dikotomien mellem boligens faktum og retten til byen. Forbindelsen mellem bandlysningens sted og homo sacer´s væsen består i,
at de begge er hverken inden- eller udenfor
byen, hverken indbygger eller borger, hverken menneske eller dyr, men netop i zonen
midt imellem.
bandlysningens arkitektur · 225
Bandittens liv – ligesom den hellige mands
[homo sacer] – er ikke et stykke dyrisk natur
uden nogen forbindelse til loven og til byen.
Det er derimod en tærskel, en passage af indistinktion mellem dyret og mennesket,
phýsis og nómos, eksklusion og inklusion:
bandittens liv er som loup garou, varulven,
netop hverken menneske eller dyr, som paradoksalt bebor begge verdener uden at tilhøre nogen af dem.52
Godefroy stadfæster i slutningen af 1800tallet i sin 10-binds ordbog over det franske
sprog bannir som det «at forbande» og sporer dets genealogi tilbage til 1306.53 Tilsvarende taler Gonneville om det frankiske forbannir (egentlig firbannjan) og beskriver
bæreren af dette verbum som bandit, en
konnotation, der for første gang observeres i
1505. Aymeri De Narbonne beskriver i sin
Chanson de geste (12. årh.) bannir, som en
lensherres proklamation og i yderste instans
som en landsforvisning.54 For at gøre forvirringen total, taler De Narbonne i samme
sang om det franske «ban du marriage» en
ægteskabsbandlysning.
Men måske er det just denne sidste formulering og forbindelsen til teologien, der
skal løse mysteriet. «Må enhver, som er
forelsket være sikker og hellig [sacer]»,
som Agamben citerer Tibullus.55 Det skal
naturligvis ikke forstås sådan, at det forelskede par må slås ihjel, uden at der dermed
begås et straffeværdigt mord. Nej, snarere
er det, som Agamben udlægger, at de hverken er indenfor ius humanum eller ius divinum, hvorfor man bør tale om en dobbelt bevægelse, en ex-capere. De har etableret deres egen lov, deres eget rum; de er i
en sfære, hvor ingen begreber kan indfange
betydningen af deres situation, af deres
væren.
En ligeså udefinerbar zone finder man i
forgården til den middelalderlige katedral. I
dens enorme bygningsværkers skygger, hvor
der er læ for både vind og vejr, lægger man i
Middelalderen spedalske, kryblinge, hjemløse og andre, der er mere eller mindre «levende døde». Også efterladte spædbørn
lægges her. Europas første kombinerede sygehus og socialforsorg kan ganske vist fungere just som sådanne og måske er det virkelig til og med også byens håb og hensigt at
redde disse mennesker. Men en ren verdslig,
dvs. sundhedsmæssig hensigt, er ikke tilladt
her. Først og fremmest er det en afsondring
af de «næsten døde» fra de over-levende,
hvilket knytter an til Virilios omtale af les
sur-vifs. De lægges af byen et sted, der hverken er helligt eller verdsligt. De er hverken
helt indenfor kirkens domæne eller helt indenfor det verdsliges. De er netop et sted,
hvor (Guds) magi kan finde sted.56 Man bør
derfor hæfte sig ved, at der mellem sygdommen, kærligheden og bandlysningen synes
at finde en lighed. De er alle sfærer, der kun
svært lader sig indfange af et begreb. De er
undtagede. Set i det lys, er det næppe tilfældet, at Schmitt, som arbejdede intensivt med
undtagelsestilstanden, sammenligner denne
med miraklet, samt at Agamben i sin seneste
bog i homo sacer-projektet tematiserer den
kristne teologi og i særdeleshed Middelalderens største, teologiske tænker, Thomas
Aquinas, i etableringen af en genealogi for
Modernitetens regeringsbegreb.57
Især efter det 3. Rige, altså i det øjeblik
hvor det biopolitiske tour fremtræder med
al tydelighed, kan det politiske derfor forstås, som det at indfange disse ubestemmelige zoner. Det er bestræbelsen på at udfylde
et vakuum, hvor ret og politik ikke længere
lader sig applicere. Undtagelsestilstanden
(bannum eller Lejr e.g. i egenskab af den ka-
22 6 · l a r s ö s t m a n
tedrale forgård etc.) er et sådant vakuum,
hvis «beboer» opholder sig på grænsen af
det menneskelige og af dets by. Set ud fra en
agambensk optik, synes netop dét at være
kernen i Surveiller et punir og i Foucaults
forfatterskab i det hele taget. Det interessante er i denne forbindelse, at de nazistiske jurister taler om en villet undtagelsestilstand
(ud fra en middelalderlig synsvinkel et helt
paradoksalt ønske), altså en nødvendighed
for etableringen af det tyske storrige. Hvordan skal man forklare – ud fra et juridisk
synspunkt – en sådan ved første øjekast paradoksal bestræbelse? Det kendte dictum,
«Førerens ord er lov» – som det bl.a. kendes
fra Eichmann – synes at vise denne dobbelte
bevægelse, som definerer suverænen. Men
Førerens status er endnu mere radikal. Føreren er loven, hvorfor han ikke alene er forfatningens autoritet, men selve forfatningen
(hvorfor der ud fra en teknisk betragtning
egentlig ikke eksisterer nogen lov-tekst, sc.
forfatning i egentlig forstand). Det er just i
dette moment, at undtagelsestilstanden introduceres af de nazistiske jurister. Tilstanden er ikke andet end det frirum, det retssuspenderede vakuum, som sætter juraen ud af
kraft og således åbner for tale(-handlinger)
og aktioner, der ikke kan indlemmes i de
normale juridiske og politiske sfærer. Den
politiske handling (Hitlers ord) bliver i stedet umiddelbart juridisk.
huset og bunkeren
I sin Bunker archéologie foretager Virilio en
Foucault-inspireret arkæologi af bunkeren.
Ikke forstået som beskyttelsesrum, men som
led i en arkitektonisk-filosofisk undersøgelse der spørger, hvad det filosofisk betyder, at
huset indskriver sig i krigen. Det er ikke
længere tilstrækkeligt at grave sig ned, som
man gjorde i Første Verdenskrig. Det ligger
derfor ligetil at overtage en «husets arkitektur», når man skal udvikle krigens nye metoder. Med denne krigsarkitektur, der også
omfatter barakken, indskriver huset sig i
krigen; oìkos (gr: hus) går over sine dørtrin
og ud i pólis (gr: by).
Der er mærkværdige ligheder mellem
bunkeren og Lejren, der tilsammen inkarnerer paradigmet om bandlysningens arkitektur, som vi i nærværende artikel forsøger at bestemme: en urban teknik, hvis formål er at inddæmme undtagelsen. Til forskel fra Cicero, der e.g. i sin Phillippica taler om at lyse en borger i band til et sted
udenfor byen, er der med Lejren og bunkeren tale om, at man ønsker at placere undtagelsen i byen selv, som bemærket tidligere.58 En sådan urban teknik fungerer som
en inklusiv eksklusion, hvis formål det er at
inkludere det, som er forvist. Med dens
placering i randområdet af såvel begrebet
by, som i dens konkrete geografiske placering, beskrives undtagelses-boligen bedst
som byens forstad. Dens beboere er fremmede, er aldrig helt en del af den egentlige
by, men repræsenterer en ubevægelig beboelse og umulig beboelse. Der er intet at bevæge sig til og intet at vende hjem til. Deres
huse er snarere parodier på huset, på hjemmet, på ethvert tilhørssted. For Agamben
og Virilio bør vi således revidere Modernitetens bybegreb, fordi forståelsen af det politiske mindre finder sin mening, betydning
og rækkevidde i denne pólis, end i sin undtagelse. Dens mening er en bandlysning af
en del af byens ydre eller indre lokalitet
som inklusiv eksklusion (Lejren/bannum:
den katedrale forgård, forstaden etc.), hvor
produktionen er nøgent liv (homo sacer i
egenskab af proletarsoldaten og jøden). Paradigmet for politikken er ikke længere den
bandlysningens arkitektur · 227
europæiske metropols centrum, men dens
forstad. Ikke byen, men Lejren.
Det er ikke udformningen af en politik,
der definerer Moderniteten. Det er konstruktionen af en konstant reference til dens
ophævelse, dens suspendering og undtagelsestilstand som modus af kontrollen og opretholdelsen af ro, orden og sikkerhed. Forestillingen om denne indre sikkerhed garanteret og opretholdt af undtagelsestilstanden
udspringer af og kan siges at ligge bag hele
Modernitetens projekt. Hos Guillaute59 finder Virilio dette udtrykt i utvetydige vendinger: byen skal være transparent og organiseret for politimandens blik.60
Pólis betyder ganske vist bystat, men dens
funktion ligger i begrebet om et politi.
Agambens spørgsmål til sidst i Undtagelsestilstand er derfor meget mere end retorisk:
«Hvad betyder det at handle politisk?»61
Noter
1 Foucault, Michel: Surveiller et punir – naissance
de la prison. Paris: Éditions Gallimard, 1975.
Alle oversættelser er mine, [ ] betegner mine indskud i teksten og betegner i noter originalåret for
et værks udgivelse.
2 Jeg følger herefter Agambens notation og skriver
blot Lejr, dog som proprium for at tydeliggøre
den ekstraordinære brug og specifikke betydning.
3 Det drejer sig især om Agambens Homo sacer – il
potere sovrano e la nuda vita [1995]. Torino: Giulio Einaudi editore s.p.a., 2005, og Quel che resta di Auschwitz. L’archivio e il testimone (Homo
sacer III) [1998]. Torino: Bollati Boringhieri editore s.r.l., 2005 samt Stato di eccezione. Homo
sacer, II, i [2003]. Torino: Bollati Boringhieri editore s.r.l., 2004. Agambens sidste bog i dette projekt (Il Regno e la Gloria. Per una genealogia teologica dell’economia e del governo. Homo sacer,
II, 2. Vicenza: Neri Pozza editore, 2007) har en
tematik, der naturligvis hænger sammen med
hans urbanfilosofi, men har – som titlen indikerer
– til hensigt at undersøge ét aspekt heraf – nemlig
dens sammenhæng med den kristne teologi, som
ligger udenfor nærværende artikels ambition og
som derfor bør behandles særskilt. Hvad angår
Virilio drejer det sig om: Bunker archéologie. Paris: Éditions du CCI, 1975, og Linsécurité du territoire essai [1976]. Paris: Galilee, 1993, samt Vitesse et politique. Paris: Galilée, 1977.
4 Virilio [1977]: p. 54.
5 Arkitekturen som militærteknik går igen selv i anlægningen af de store europæiske parker. Slottet
eller borgen har naturligvis udsigt over terrænet.
6
7
8
9
Selve parken demonstrerer enhver officers drømmeterritorie: mange lige veje, få store «hovedveje», samt et territorium, generelt lavere end hele
det omkringliggende område. Som i Rom er centrum dannet ved at lade et antal veje krydse hinanden (decumanus og cardo). Men i Moderniteten er den resterende kvadrat meget lille. Ingen
kan opholde sig dér. Ingen masse kan samle sig
dér.
For en nærmere analyse af Middelalderen set i
dette lys, cf. Cavalca, Desiderio: Il bando nella
prassi e nella dottrina medievale. Milano: A. Giuffra, 1978.
Virilio [1976]: p. 80, min kursivering.
Man kan stifte bekendtskab med en sådan forskel, sammenholder man nærværende artikel om
politikkens historie med Søren Gosvig Olesen,
Transcendental historie. Overvejelser angående
den menneskelige erkendelse. København: Museum Tusculanums Forlag, Det Kgl. Bibliotek,
2000: især pp. 18–42, hvor menneskets historie
udlægges som transcendental historie. Forskellen
kan derfor – her antydet naturligvis blot indledningsvis – formuleres som umuligheden for politikken at udgøre et transcendentalt moment. Når
undtagelsestilstanden senere skal udlægges som
en virtuelt rum, som et fiktivt rum, bør vi her ane
(hvad vi senere selvfølgelig skal gå i dybden med),
at undtagelsestilstanden er myten om, at denne
kan placere sig i et sådant transcendentalt locus,
gørende politikkens og menneskets historie til én
og den samme.
Virilio [1977]: p. 17f.
22 8 · l a r s ö s t m a n
10 Cf. Foucault, Michel: Sécurité, territoire, population Cours au Collège de France [1977–1978].
Seuil/Gallimard, 2004: p. 80f.
11 Agamben synes at være enig i dette. Den postmoderne (et begreb som hverken Virilio eller Agamben anvender), politiske tænkning bliver hermed
ét langt opgør med Martin Heideggers urban-filosofi i «Bauen Wohnen Denken [1951]», (Vorträge
und Aufsätze, GA 7. Frankfurt am Main: Vittorio
Klostermann, 2000). Heideggers tænkning som
Dasein-analyse viser sig ude af stand til at forstå
de fænomener, der ikke knytter an til et Dasein,
hvorfor analysen må revideres kraftigt. Det værendes historie er ganske vist altid-allerede menneskets; det, som har in-der-Welt-sein (cf. note 9).
Men som vi skal se i det kommende, så findes der
et menneske, som ikke knytter an til livet i den
heideggerske pólis; et liv, som er fri-sat og und-taget dets egentlige væren i verden.
12 Cf. Virilio [1977]: p. 20.
13 Vauban: (Sébastian Le Prestre markis de (1633–
1707)): fransk militæringeniør og marskal, følger
Ludvig XIV i næsten alle felttog og den franske
fremgang skyldes i høj grad ham. Forbedrede 33
og byggede over 300 borge. V. udvikler det italienske bastionssystem i en grad, at det anvendtes
helt frem til slutningen af 1800-tallet.
14 Dette får selv Marx til at påpege den tydelige forbindelse mellem penge og deres tilsyneladende
grundlag (hvilket måske ikke er så tilsyneladende
endda ...): det militære. Man kan også godt forstå
den marxske fristelse. Relationen mellem proletar-soldaten og indbyggeren burde kunne udledes
som det velkendte forhold mellem de to produktionskræfter. Med tanke på, at Marx omtaler kapitalismen som forbruger af menneskeligt liv og
producent af dødt arbejde, synes fristelsen blot
endnu større.
15 Virilio [1977]: pp. 13–22.
16 Virilio [1976]: pp. 16–17.
17 Agamben [1995]: p. 117.
18 Barère: (Bertrand de Vieuzac (1755–1841)).
Krigslysten revolutionsmand, som var med i først
den ene, så den anden fløj i det, der endte i 1789revolutionen. Skulle efter sigende have sagt, at
«frihedens træ kan kun vokse med kongens
blod». Napoleon anvendte ham som spion på
gamle venner fra revolutionstiden. H. Carnot udgiver 1824–1844 hans memoarer.
19 Cit. in Virilio [1977]: p. 14 (min fremhævning).
20 Ibid: p. 14.
21 Ibid: p. 24 (min revision af interpunktion).
22 Agamben [1995]: p. 116.
23 Ibid: pp. 182–184; 188f.
24 Ibid: p. 11.
25 Cf. Agambens gennemgang af det helliges ambiguitet in ibid: pp. 83–89.
26 Agamben [2003]: p. 15.
27 Agamben [1995]: p. 43f.
28 Agamben [2003]: p. 11.
29 Schmitt, Carl: Die Diktatur. Von den Anfängen
des modernen Souveränitätsgedankens bis zum
proletarischen Klassenkampf [1921]. Berlin:
Dunker & Humbolt, 6. Auflage, 1994; og Politische Theologie. Vier Kapitel zur Lehre von der
Souveränität [1922]. Berlin: Dunker & Humbolt,
8. oplag, 2004.
30 Colbert: (Jean Baptiste (1619–1683)). Fransk
statsmand, vinder p.g.a. sine forretningsmæssige
talenter Ludvig XIV´s tiltro og arbejder under
denne efter 1661. C. står for en betragtelig del af
den franske infrastruktur (viadukter, alléer, kanaler etc.). Skaber en flåde, der hurtigt bliver Europas bedste. Code noir, en lov for kolonierne, er
hans værk. Giver navn til colbertisme (modsat
merkantalisme). Udover dette er han grundlægger af 5 akademier (bl.a. Académie des inscription et belles lettres (1663), Académie des sciences
(1666) og Académie d´architecture (1671), er
med til at fuldføre Louvre. P. Clément udgiver
1861–1882 Lettres, instructions et mémoires i 8
bind.
31 Virilio [1977]: p. 108.
32 Agamben [1995]: p. 127.
33 Foucault [1975]: p. 282.
34 Agamben [1995]: pp. 150–159.
35 Det ville være et projekt i sig selv at bearbejde
Agambens begreb om livs-form (forma-di-vita),
der if. den indtil videre sidste bog i homo sacerprojektet skal være temaet for sidste del i hele
projektet (cf. Agamben [2007]: p. 11). Det turde
dog være klart, at livs-form og nøgent liv udgør
de to, fundamentale og diametrale modsætninger
i Agambens tænkning og i særdeleshed i hans
homo sacer-projekt.
36 Agamben [1998]: p. 50.
37 Jødens status af homo sacer er i særlig grad synlig. If. jødedommen skal den døde begraves ikke
senere end syv dage efter døden er indtruffet for
at garantere overgangen fra den profane til den
sakrale sfære. Sker dette ikke, er han sacer: hverken levende eller død. Barakken fratager jøden livet og den politiske funktion. Gaskammeret og
den senere anti-rituelle begravelse fratager ham
bandlysningens arkitektur · 229
døden. Massegraven kan næppe betragtes som en
grav i teknisk, sc. i rituel, forstand. Homo sacer
kan teknisk set ikke dø og ej heller leve. I lejren er
han derfor en levende død, en muselmand. Cf.
ibid: pp. 39f., 58f., 62.
38 Agamben [1995]: pp. 116–123.
39 Ibid: p. 41f.
40 Ibid: p. 23.
41 Agamben [2003]: p. 15, min fremhævning.
42 Ibid: pp. 21–32 stk. χ.
43 Schmitt [1922]: p. 21.
44 Agamben [1995]: p. 121.
45 Cf. Schmitt: Der Leviathan in der Staatslehre des
Thomas Hobbes. Sinn und Fehlschlag eines politischen Symbols [1938]. Stuttgart: Klett-Cotta, 3.
Auflage, 2003. Dertil må man bemærke, at Hobbes sammen med Savigny udgør de to titelbladscitater in: Agamben [1995].
46 Hobbes´ De cive, cit. in: Agamben [1995]: p. 42.
47 Ibid: p. 44; cf. Agamben [2003]: p. 48.
48 Agamben [1995]: p. 34f.
49 Cf. Agambens analyse af den rituelle fest in Id.
[2003]: pp. 84–94.
50 Agamben [1995]: p. 123, sidste kursivering min.
51 Cit. in Favre, Léopold: Glossarium Mediae et Infimae Laternitatis [1883–1887]. Graz-Austria:
Akademische Druck-u. Verlagsanstalt, 1954: p.
558.
52 Agamben [1995]: p. 117.
53 Godefroy, Frédéric: Dictionaire de l´ancienne langue française et de tous ses dialectes de IX siècle,
Paris, Bouillon 1881–1902, 10. vol.
54 Disse betragtninger ridses op in: Albert Dauzat,
Jean Dubois, Henri Mitterand: Dictionaire éty-
mologique et historique du français [1964]. Paris:
Larousse, 1993: p. 65f.
55 Agamben [1995]: p. 96.
56 Cf. Sennett, Richard: The Conscience of the Eye –
The Design and Social Life of Cities [1990]. New
York: W.W. Norton & Company, 1992: pp. 17–
19.
57 Cf. e.g. Schmitt [1922]: p. 43f.; Agamben [2007]:
især pp. 125–160.
58 Cicero, Phillippica: 5, 29–34 in Id. Philippica I–
XIV, texte établi et traduit par A. Boulanger et P.
Wuilleumier: Philippiques I à XIV. Paris: Les Belles Lettres, 1963.
59 Guillaute: (Gabriel de Saint-Aubin de). 1700-tallets mest kendte politibetjent. G. står bag idéerne
om kontrol og overvågning af borgere og indbyggere via diverse sikkerhedsforanstaltninger. Idéerne omfatter overvågning af gaden, krav om identitetspapirer, ændring af infrastrukturen, etableringen af et centralarkiv for registrering og oplysning om borgere og indbyggere etc. Dette fører til
én af de største reformationer af det franske politi
i moderne tid. G. fremsætter lovforslag til Louis
XV i 1749 og skriver efterfølgende sin Mémoire
sur la réformation de la police en France soumis
au Roi en 1749.
60 Cf. Virilio, Paul: Ville panique – Allieurs
commence ici. Paris: Galilée, 2004: p. 73.
61 Agamben, Giorgio: «Undtagelsestilstand. Retsstat og vold – det politiskes substans» in Lettre
Internationale, København, nr. 1, september
2003.