Siden 2007 har HOD og KS satset store ressurser på prosjektet «Samarbeid om etisk kompetanseheving» i kommunale helse- og omsorgstjenester. Hensikten med prosjektet har vært å heve de ansattes etiske kompetanse, og ett av de iverksatte tiltakene har vært å etablere refleksjonsgrupper i etikk. Denne artikkelen er basert på en evaluering av arbeidet i refleksjonsgruppene med fokus på hvordan etikkveilederen, også kalt fasilitator, beskriver arbeidet i gruppene. Hensikten med studien var å utvikle kunnskap om hvordan arbeidet med etikk-refleksjon foregår, samt (...) å diskutere om måten det arbeides på kan forventes å bidra til etisk kompetanseheving blant gruppemedlemmene. Vinteren 2012 gjennomførte vi fokusgruppeintervju i åtte kommuner med ansatte fra ulike deler av den kommunale helse- og omsorgstjenesten, ett intervju i hver kommune, til sammen 33 personer. Data ble analysert og fortolket i tråd med hermeneutisk metode. Resultatene viser at de i refleksjonsgruppene diskuterer alt fra verdier, begreper, fiktive case, dilemmaer til vanskelig situasjoner fra egen praksis. Refleksjonsmetodene varierer i spennet fra fri diskusjon til en strukturert samtale. Fasiltatorenes helsefaglige grunnutdanning og kunnskap om etikk og refleksjon ser ut til å være avgjørende faktorer for om refleksjonsgrupper i etikk mest fungerer som et pusterom, eller blir en læringsarena for etisk kompetanseheving. Resultatene diskuteres i lys av lærings- og refleksjonsteori.Nøkkelord: Etikk, evaluering, fasilitatorer, kommunehelsetjenesten, læring, refleksjonsgrupper English Summary: Ethics reflection groups: Just a “time out” or a learning arena?Since 2007, there has been a nationally prioritised programme aiming to enhance ethics competence in Norwegian community health care. One of many measures has been to establish ethics reflection groups. The purpose of this study was to obtain knowledge about how ethics reflection is carried out and if the reflection strengthens the participants´ competence in ethics. In this article, we focus on how the role of the facilitator, and the objective is to describe and discuss how the facilitator work and facilitate in the groups. We conducted focus group interviews with facilitators from various clinical settings in eight different municipalities. Data were analysed and interpreted according to hermeneutic methodology. The findings show that the discussions in the reflection groups varied from values, concepts and fictional cases to dilemmas and ethically difficult situations from the participants own practice. The methods used varied from free conversation to structured reflection. Competence in ethics and methods of reflection are essential skills facilitators must employ/have to run the groups. We discuss the findings using learning- and reflection theory.Article first published online: 22 MARCH 2016. (shrink)

Tidslogik är en gren av logiken som handlar om temporala begrepp, satser, argument och system. Inom denna gren av logiken undersöker man t.ex. uttryck såsom "Det kommer alltid vara fallet att", "Det kommer någon gång i framtiden vara fallet att", "Det har alltid varit fallet att", "Det var någon gång i det förflutna fallet att". Logiska relationer mellan satser som innehåller temporala begrepp studeras och giltigheten hos argument som består av sådana satser analyseras. Ett multimodalt språk är ett modalt språk (...) som inkorporerar flera olika modala operatorer. En multimodal semantik är en modal semantik som innehåller flera olika s.k. tillgänglighetsrelationer som svarar mot de olika modala operatorerna. Och ett multimodalt system är ett modalt system (av teorem) som är baserat på ett multimodalt språk. Multimodal logik är en gren av modallogiken som handlar om multimodala språk, semantiska teorier och system. I den här uppsatsen visar jag hur tidslogiken kan betraktas som en del av den multimodala logiken. Jag utvecklar ett antal så kallade semantiska tablåsystem och bevisar att dessa är sunda och fullständiga i relation till deras semantik. (shrink)

Sokrates var inte bara en filosofisk nydanare. Genom sitt sätt att involvera sina samtalspartners i den filosofiska processen var han också i hög utsträckning en pedagogisk nydanare. Hans pedagogiska grundidé var den så kallade majeutiska metoden – det vill säga ”barnmorskemetoden”. Med det menade han att han inte överförde sina egna färdiga tankar till den han talade med utan han hjälpte sin samtalspartner att föda sina egna tankar. Inom pedagogiken är det vanligt att använda den så kallade ”Sokratiska metoden” vilket (...) i sin enklaste form bara innebär att man ställer frågor till studenterna. Den här artikeln kommer emellertid att handla om en mer sofistikerad metod som används för begreppsanalys/begreppsdefinition i grupp. Metoden är inspirerad av Sokrates men skiljer sig också en del från hur Sokrates själv grep sig an sina dialoger – åtminstone så som de beskrivs av Platon. Artikeln innehåller en kort historisk och pedagogisk bakgrund men syftar framför allt till att utgöra en praktisk vägledning för genomförande av sokratiska dialoger i filosofiundervisningen. Artikeln bygger framför allt på mina egna erfarenheter av att använda Sokratisk Dialog i undervisningen vid Filosofiska institutionen vid Lunds universitet, Lunds Tekniska Högskola, Sveriges Lantbruksuniversitet och i det privata näringslivet. Artikeln vänder sig till alla som undervisar i filosofi på universitetet eller gymnasiet eller i filosofiska metoder för studenter vid andra utbildningar, t.ex. värdeteori, vetenskapsteori eller tillämpad etik för ingenjörer eller medicinare – eller i vilket annat ämne som helst där det förekommer begrepp som saknar en enkel och knivskarp definition men som är viktiga för ämnet. (shrink)

These days there are many different understandings and definitions of the term aesthetics. Sometimes it is regarded as identical to the pleasing or the sensual, other times it has a more workaday meaning, being associated with e.g. a well-stocked lunch table. The common denominator, however, is that aesthetics is understood as something that can be recorded in the real world, having been assigned an independent existence. The concept has thus undergone ‘ontological dumping’, by which we understand that an analytical concept (...) has become a “thing in the world”, i.e. an epistemological state has been transformed into an ontological state. The problem with this is that what can potentially be used to understand has instead turned into something to be understood. In the endeavour not to downgrade the epistemological dimension in favour of the experiential dimension, we attempt in this article to re-establish aesthetics as an analytical concept: Something to be seen with – instead of something that is seen. In addition, we put it into perspective alongside culture and art, which we feel has undergone the same ontological dumping. The article concludes with some reflections on the implications this may have for educational practice. As its theoretical springboard, the article takes the philosopher Jean-François Lyotard, drawing its exemplary material from the Norwegian author Karl Ove Knausgård. (shrink)

I denne artikel argumenteres der for, at døden i Phaidon primært skal forstås metaforisk, som sjælens adskillelse fra kroppen i den rene tænkning. Artiklens hovedtese er, at de fire argumenter for sjælens udødelighed, der findes i dialogen, skal læses som en fremadskridende afklaring af, hvilken væremåde sjælen har, når den isolerer sig fra kroppen, snarere end at læses bogstaveligt som beviser for, at sjælen er udødelig. Tillige argumenteres der for, at den såkaldt anden sejlads – Sokrates’ beskrivelse af, hvorledes han (...) for at forstå virkeligheden søgte tilflugt i argumenter og ideer snarere end i sanserne – skal forstås som et forsvar for en bestemt opfattelse af menneskelig frihed. Når Sokrates indfører ideerne som årsager i løbet af Phaidon, skal dette først og fremmest ses som en forklaring på, hvordan den rene tænkning kan erkende virkeligheden og derigennem kontrollere vores umiddelbare tilbøjeligheder. Det er mulighedsbetingelsen for menneskelig frihed som Platons Sokrates forstår den. Frihed skal da primært forstås som mulighed, nemlig mulighed til at handle i overensstemmelse med det, den fornuftsbestemte indsigt tilsiger en, at man skal gøre, uden hensyntagen til umiddelbare, kropsligt bestemte tilbøjeligheder, herunder tilbøjeligheden til selvopretholdelse for enhver pris. Den foreslåede læsning peger dermed på en politisk dimension af Phaidon, der ofte overses som følge af, at argumenterne for sjælens udødelighed tages for bogstaveligt. (shrink)

"For at kunne leve og virke og for at kunne planlægge vort eget liv på længere sigt, må vi tage stilling til livets tre hovedproblemer: Hvad kan vi vide? Hvad tør vi håbe? Og hvad skal vi gøre? Det er netop disse problemer, de store filosoffer har tænkt igennem langt mere dybtgående og grundigt, end man sædvanligvis har mulighed for at gøre det." I en vis forstand er vi alle sammen filosoffer, for vi har alle et bestemt livssyn, om vi (...) er klar over det eller ej. Professor i filosofi Svend Erik Stybes bog beskriver ikke blot forskellige livssyn, som er opstået gennem filosofihistorien i løbet af de sidste mange århundreder. Han giver også en definition af begrebet livssyn, som de fleste vil kunne relatere til og få til at give mening i forhold til deres eget liv. Bogen "De store tænkere og vort livssyn" fra 1963 henvender sig til enhver, der har interesse for livets store og små spørgsmål og forskellige filosoffer og idéhistorikeres tilgang dertil. Svend Erik Stybe (1919-1995) var en dansk idéhistoriker og forfatter, der udgav et væld af bøger om både dansk og europæisk filosofi- og idéhistorie gennem de sidste mange hundrede år. Han skrev blandt andet bøger til brug i undervisning i idéhistorie på gymnasiet og universitetet, opslagsværker om filosofi og idéhistorie samt bøger om specifikke filosoffer som Jean-Jacques Rousseau, John Locke og Baruch de Spinoza. Svend Erik Stybe blev udnævnt til professor i filosofi ved Københavns Universitet i 1970, hvor han forblev frem til sin pension i 1989. (shrink)

I denne artikel undersøges kroniske patienters beslutninger om forsøgsdeltagelse og betydningen af deltagerinformation. På baggrund af et års feltarbejde på fire danske forskningsklinikker argumenterer jeg for, at de observerede patienter opererer efter andre logikker, når de tager beslutninger om at deltage i kliniske forsøg, end hvad der antages i den gældende forskningsetiske regulering. Feltarbejdet fulgte et klinisk lægemiddelforsøg og inkluderede observationer af forsøgskonsultationer; interviews med investigatorer, projektsygeplejersker, forsøgsdeltagere og virksomhedsrepræsentanter; samt en mindre spørgeskemaundersøgelse blandt de danske forsøgsdeltagere. Resultaterne indikerer, at (...) for en gruppe af erfarne forsøgsdeltagere handler beslutningerne om forsøgsdeltagelse ikke om forsøget i sig selv, men om at opretholde en nær relation til forskningspersonalet. Disse patienter orienterer sig ikke efter deltagerinformation, men i forhold til tillidsrelationer. De agerer ikke som autonome individer, men oplever, at de er afhængige af sundhedssystemet. De udtrykker altruistiske motiver, men håber samtidig, at forsøgsdeltagelse vil give dem bedre helbredskontrol. For dem er forsøgsdeltagelse blevet en måde at leve med kronisk sygdom. Mulige implikationer af denne situation diskuteres, idet det understreges, at tillidsfulde relationer er en forudsætning både for god behandling og god forskning, men at de tætte relationer samtidig kan bevirke, at patienter bliver mindre kritiske, i forhold til hvilke forsøg de accepterer at deltage i, og at en bevidsthed om forsøgsrelaterede risici fortrænges fra forsøgssituationen.Nøgleord: informeret samtykke, deltagerinformation, deltagermotivation, kliniske forsøg, kronisk sygdom, DanmarkEnglish summary: Informed consent in clinical trials: technicalities, trust and intimate relationshipsThis article explores decisions about clinical trial participation in a group of patients with chronic conditions, focusing especially on motivation for trial participation and trial information. Based on ethnographic research in four Danish hospitals in conjunction with a clinical drug trial, I argue that these patients’ decisions follow logics other than those anticipated in research ethics regulations. I build on observations, interviews with physician-investigators, project nurses, patient-participants and trial sponsors, and a survey of the participants. The results indicate that for a group of experienced trial participants, trial information plays a very limited role because their decisions do not concern the trial per se but the sustainment of a close relationship with the research staff. They do not act as autonomous individuals weighing pros and cons based on the written information they receive. Rather, they feel dependent on the healthcare system and navigate in trust relations. For them, trial participation has become a way of living with chronic disease. I discuss implications of this situation underlining that trustful relationships constitute a precondition for high quality chronic care and research, yet the social dynamics may also lead patients to pay less attention to risks associated with trial participation. (shrink)

Med afsæt i Niklas Luhmanns systemteori og med eksempler inden for videnskab, kunst, økonomi m.m. argumenterer forfatteren for at der i dag ikke findes et etisk regelsæt som kan fortælle os hvad vi skal gøre og ikke gøre.

Den moralfilosofiska traditionen har sina begränsningar. De frågor som stått i centrum för den moralfilosofiska diskussionen har ofta varit helt andra än de som människor i det praktiska livet har uppfattat som centrala moraliska problem. En viktig begränsning är att moralfilosofin, liksom beslutsteorin, nästan uteslutande har handlat om hur man hanterar välavgränsade problem där handlingsalternativen är givna. I det verkliga livet löser vi ofta moraliska problem genom att finna på nya handlingsalternativ, som inte fanns med från början.1 En annan begränsning (...) är att moralfilosofin till allra största delen har handlat om situationer där konsekvensen av de olika handlingsalternativen är välkänd. I det praktiska livet är det annorlunda. Vi vet sällan med säkerhet vad som kommer att bli följden av de olika alternativ som vi väljer mellan. Man kan också uttrycka detta så att moralfilosofin i huvudsak rör sig i en tänkt deterministisk värld, där man inte behöver räkna med någon slump. Detta är aningen märkligt mot bakgrund av det oerhörda genomslag som sannolikhetstänkande och på senare år även kaos har fått inom andra vetenskapsområden. Det finns naturligtvis förklaringar till detta moralfilosofins kvardröjande i en äldre världsbild. Redan i det deterministiska fallet uppstår svårhanterliga problem som man gärna ger sin odelade uppmärksamhet. Dessutom finns det en särskild disciplin, beslutsteorin, som behandlar beslut under risk och osäkerhet. Man har i allmänhet tänkt sig ett slags arbetsfördelning, där problemen med risk och osäkerhet utelämnas i moralfilosofin för att i stället hanteras inom beslutsteorin med rena rationalitetsprinciper (dvs. utan att moraliska principer är inblandade). Enligt min mening är denna arbetsfördelning inte hållbar. Betrakta t ex osäkerheten om hur klimatet kommer att förändras med nuvarande utsläppstrender för växthusgaser. Denna osäkerhet ger upphov inte enbart till ett problem om rationellt beslutsfattande utan också till moraliska problem.. (shrink)

Marx und die "bürgerliche" Nationalökonomie, von G. Aspelin.--Några textkritiska problem i Berkeleyforskningen, av B. Belfrage.--Några kommentarer till C.L. Stevensons teori om etisk oenighet, av L. Befgström.--Viljeteorins premisser, av J. Evers.--Axel Hägerströms analys av värdeupplevelsen, av L. Fröström.--On archetypical performatives, by M. Furberg.--The better something is, the worse its absence, by S. Halldén.--Ett slags representationsteorem för deontisk logik, av B. Hansson.--Om Platons "Euthyphron," av I. Hedenius.--Tolkningssatsernas logik, av G. Hermerén.--Är verkligheten motsägande? Ett dialektiskt argument, av K. Marc-Wogau.--Moral, amoral og indifferens, av (...) H. Ofstad.--Begreppet "property" hos John Locke, av K. Olivecrona.--En skademodell, av U. Persson.--Objektivitet som kunskaps teoretiskt begepp och som värderingsideal, av H. Regnéll.--Satsen "Flickan F är vacker," av E. Ryding.--Lathund för lagläsare, av T. Strömberg. (shrink)

Abstract -/- Artiklen gør op med en tolkning af Arendts teori om dømmekraft som bestående af to forskellige teorier; en om dømmekraft som umiddelbar skelneevne, og en dømmekraft som diskursiv fornuft. Denne tvedeling kan genfindes hos flere nulevende filosoffer, som Albrecth Wellmer, Jürgen Habermas, Richard Bernstein, Seyla Benhabib, hvoraf sidstnævnte ydermere associerer dem med de to filosofihistoriske dømmekraftbegreber, nemlig Aristoteles’ phronesisbegreb og Kants begreb om den refleksive dømmekraft. I sin rekonstruktion søger artiklen at komme bag om denne opdeling ved at (...) spore gennemgående træk i Arendts værk, som går på tværs af forholdet mellem handling og tænkning. (shrink)

Gutenbergs tryckteknik ledde till en medierevolution som förändrades Europa. I 1500-talets början spreds litteratur, grafik och vetenskap, men också nyhetsblad om katastrofer, pamfletter om invaderande turkar och religiösa stridsskrifter. Medan mycket ännu vägde blommade renässanshumanismen genom Erasmus av Rotterdam. Han stod bakom en femtedel av Europas böcker, och skulle ge framtiden ett viktigt arv. Nina Burton skriver om Erasmus och hans tid så att man känner sig vara med när han träffar konstnärerna och de intellektuella? Albrecht Dürer, Holbein d.y., Paracelsus, (...) Thomas More och Luther? lika väl som påvar, kejsare, pedagoger och rebeller. Genom honom möter man en hel epok. Vilken var Erasmus hemlighet? I sina brev klottrade han självporträtt med dubbla ansikten, och hans förmåga att se två sidor födde ett samtal bortom all fanatism? en dröm om ett gränslöst Europa, där kultur och vetenskap knöt nya samband. Men då religiösa strider började skaka världen fick han mäktiga fiender. Erasmus visade vilken roll litteraturen kan spela i en dramatisk tid som har många likheter med vår egen. (shrink)

Tänk dig att du kommit som Robinson Crusoe till en nästan öde ö, dvs till en ö du trodde var öde till dess att du träffade Fredag. Fredag förefaller tala ett språk, men det är helt olikt varje språk du hittills stött på. Du bestämmer dig efter ett tag för att försöka lära dig det. Det förefaller gå bra. Av allt att döma får du god kontakt med Fredag. Ni delar med er av mat till varandra. Ni lyckas uppfatta en (...) del av varandras åtbörder: pekgester, uttryck för uppskattning, en anmodan att komma eller gå, och annat. På grundval av detta lyckas du, eller åtminstone förefaller det så, inleda ett samarbete med Fredag ifråga om att skaffa fram mat. Fredag börjar till och med hjälpa dig att bygga en inhägnad för några höns ni fångat. Under tiden detta pågår börjar du försöka använda en del ord eller andra uttryck du hört Fredag yttra. Du har t.ex. hört honom ibland yttra "ptocha" när ni pekat ut hönsfåglar för varandra, och försöker göra detsamma själv. Några gånger ler han uppmuntrande men andra gånger brummar han misstroget och gör en huvudrörelse som du börjat uppfatta som nekande. Du förstår först inte varför. Senare märker du att en fågel du pekat ut när Fredag gjort den nekande rörelsen plötsligt fäller ut vingarna och flyger ut ur inhägnaden. Samma sak händer igen. Och efter ett tag börjar du märka små skillnader i färg, ifråga om näbbens storlek och klornas längd, så att du själv kan skilja mellan fåglar som flyger iväg och fåglar som inte gör det. Du drar slutsatsen att "ptocha" står för den art av hönsliknande fåglar som har flygförmåga. Den här processen fortsätter. Du identifierar verb och adjektiv, pronomen, prepositioner och räkneord, liksom logiska partiklar som (Fredags motsvarigheter till) "och", "eller", "inte", "om..., så...". Du kan sätta ihop hela meningar som Fredag själv inte yttrat, men som består av delar som han yttrat.. (shrink)

I sin uppsats "Satsens subjekt och textens"2 ger Staffan Hellberg en översikt över vad han kallat empatimarkörer (alternativt ‘perspektivmarkörer’, sid 2) i berättande prosa. Grundidén, så som jag förstått den, är att en empatimarkör visar på en viss typ av förändring av berättarperspektivet. Hellberg skriver: Det är vanligt, för att inte säga normalt, i modern berättarteknik, att händelseförloppet upplevs genom en deltagande persons sinnen eller på annat sätt behandlas ur dennes synvinkel.3 Utgångspunkten är att en berättelse återges på ett för (...) berättelsen normalt sätt. Vissa berättelser är t.ex. i jag-form, medan andra återges på ett mer neutralt sätt, med en framställning i tredje person av berättelsens gestalter. Emellanåt bryts denna normala framställning genom att en situation återges, helt eller delvis, ur en deltagares perspektiv, t.ex. så som sedd av denna deltagare, eller så som tolkad av denne deltagare. Det som Hellberg eftersträvat är en översikt över de språkliga element som markerar en sådan tillfällig förskjutning av berättarperspektivet. För egen del vill jag använda termen perspektivförskjutning för de fenomen jag kommer att behandla nedan. Hellbergs översikt är i mycket hög grad baserad på intuitioner om förekomster av markörer för perspektivförskjutning, och bygger på en litteraturvetenskaplig tradition där intuitioner om perspektiv och perspektivförskjutning av olika slag behandlats under åtskilliga decennier. Detta förhållande erbjuder både svårigheter och utmaningar för en som står utanför denna tradition. Hellberg försöker inte formulera några allmänna kriterier för att vara en empatimarkör, varför det ankommer på läsarens egen intuitiva uppfattning av exemplen att förstå vad som exemplifieras. För den som är skolad i den tradition Hellberg bygger på kanske detta inte erbjuder några svårigheter alls, eller endast ringa svårigheter, men för mig, som är skolad i analytisk filosofi, och som visserligen läst en del romaner men aldrig studerat skönlitteratur teoretiskt, är svårigheterna emellanåt betydande. Utmaningen består å andra sidan just i att försöka formulera en allmän idé om perspektivförskjutning, så att vi också kan erhålla ett kriterium för att vara en språklig markör av sådana förskjutningar.. (shrink)

Are there limits on how human beings can legitimately treat non-human animals? Or can we treat them just any way we please? If there are limits, what are they? Are they sufficiently strong, as some people supp ose, to lead us to be vegetarians and to seriously curtail, if not eliminate, our use of non-human animals in `scientific' experiments designed to benefit us? To fully appreciate this question let me contrast it with two different ones: Are there limits on how (...) we can legitimately treat rocks? And: are there limits on how we can legitima tely treat other human beings? The an swer to th e first ques tion is pre suma bly `No.' Well, that's not q uite right. There are som e limits on what w e can le gitimate ly do with or to rocks. If Paula has a pet rock, then Susan can't justifiably take it away or smash it with a sledge hammer. After all it is Paula's rock. (shrink)

"Mennesket behøver ikke at reflektere på sin egen selvstændiggørelse, det behøver ikke at reflektere på den opgave at blive sig selv, det har bare at realisere sig i den suveræne livsytring, så sørger livsytringen – ikke refleksionen – for at mennesket er sig selv. Kierkegaard tager fejl, når han mener, at kun med en religiøs refleksion kan mennesket løse opgaven at blive et selv, som om vi ikke var udstyret med suveræne livsytringer, der løser opgaven for os." Uddrag fra bogen (...) 'Opgør med Kierkegaard' er Løgstrups hovedværk om Søren Kierkegaard. Den flankeres i Løgstrup Biblioteket af den mindre udgivelse 'Kierkegaards og Heideggers eksistensanalyse og dens forhold til forkyndelsen'. "Det vidunderlige ved den danske teolog K. E. Løgstrups bog ' Opgør med Kierkegaard' fra 1968, som nu bliver genudgivet, er, at han tager Kierkegaard alvorligt. [...] han ser, at der er behov for et opgør med den tænker, som han selv fra sin ungdom har været stærkt påvirket af. Det opgør gennemfører han overbevisende og klart." ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ Rune Lykkeberg, Politiken "Der er drama for alle pengene og infight med Kant og Heidegger i K.E. Løgstrups 'Opgør med Kierkegaard', der har næstekærligheden og den etiske fordring i centrum" Information, Peter Tudvad. (shrink)

The eme r gence of the concept of pr o g ress is cu r rent l y associated with th e Enlightenment o r , going som e w hat further back, with the que r elle des anciens et des modernes in the 1 7 t h centu r y . Y et the notion of pr o g ress can be traced back to a signi f icant l y earlier period: the foundations of a possi b (...) le Christian pr o g ress i vism w ere, in m y opinion, laid b y St. Augustine; this ess a y e xplores its guidelines. J . G. Herde r ' s reaction a g ainst the notion of pr o g ress proposed b y the Enlightenment possesses also a Christian inspiration. While Enlightened pr o g ress i vism conce i v es past cultures as o v ercoming steps in a rising staircase, Herde r , in turn, claims that each of them amounted to a "self-centered sphere" and w as therefore v alua b le in its o wn right. The sense of the e xistence of past generations cannot lie in p a ving the w a y for future ful f illment as this w ould be incompati b le with d i vine l o v e, w hich estimates each of its creatures in its o wn right, as an unrepeata b le ind i vidual. In contrast to Enlightened a r r o g ance (contempt for the "obscurantist" past), Herder presents a "democratic" vi e w of History within w hich all epochs h a v e the same v alue. (shrink)

Den danske filosof Frithiof Brandts doktorafhandling blev udarbejdet i Paris og færdiggjort i 1921, hvorefter han blev professor i filosofi. Den tager udgangspunkt i den engelske filosof Thomas Hobbes hovedtanke om 'bevægelse' som naturens grundfænomen. Brandt leverer i sin bog en grundig gennemgang af Hobbes' ide. Desuden rummer bogen argumenter for Hobbes' autonomi i forhold til tidligere betydningsfulde tænkere som Galilei og Descartes. Frithiof Brandt (1892-1968) var en dansk filosof og forfatter. Han beskæftigede sig i løbet af sin karriere både (...) med filosofi og psykologi. Han udgav blandt andet bøger om Hobbes og Kirkegaard - filosoffer, der på hver deres måde, havde afgørende indflydelse på hans egen tænkning. (shrink)

EKONOMEN: Nej, det vi alla borde enas om är i stället att göra en rationell avvägning mellan olika samhällsmål. Vi har i själva verket genomfört flera mycket avancerade forskningsprojekt inom det nya området contingent valuation of violence, CVV. På grundval av noggranna analyser har vi t ex konstaterat att en våldtäkt bör värderas som en kostnad av 1237000 kronor, räknat i penningvärdet den 1 juli 2001.

Dette kapitel fokuserer på ’etik og patientinddragelse’, men søger med afsæt i devisen ‘sapere aude’ også at skabe interesse for filosofi og etik blandt sygeplejestuderende. Kapitlet er en opfordring til sygeplejestuderende om at betjene sig af egen forstand og finde mod til at filosofere over problematikker i forbindelse med patientinddragelse frem for at falde tilbage i umyndighedens bekvemmelighed og vente på at andre træder til. Kapitlet starter med at se nærmere på, hvordan patientinddragelse italesættes i vor tid efterfulgt af en (...) kort eksposition af to af oplysningstidens vigtigste libera- le filosoffer, herunder pligtetikeren Immanuel Kant og nytteetikeren John Stuart Mill, hvis syn på henholdsvis autonomi og frihed influerer debatten om patientinddragelse. Efterfølgende præsenteres og diskuteres to eksempler, hvor patientinddragelse og etik er i rampelyset. Mere specifikt rettes fokus på 1) etik, patientinddragelse og den psykiatriske patient og 2) etik, patientinddragelse og unge mennesker. Eksemplerne er udvalgte med henblik på at belyse, hvad der kan komme på spil i sundhedsfaglige situationer udspændt mellem individuel frihed, herunder også ideen om autonomi; sygehusvæsenet, inklusive personale, som autoritær vi- dens-institution/aktør og det etiske, herunder ideen om ’det gode’ eller efterstræbelsesværdige. Afslutningsvis argumenteres der for, at sundhedsarbejdere med blik for etik og patientinddragelse kan udgøre en positiv kraft for den inddragede patient, men at det kræver, at denne vover at være vis. Afsnit: Resume Patientinddragelse i vor tid Autonomi, frihed og patientinddragelse Etik, patientinddragelse og den psykiatriske patient Etik, patientinddragelse og den unge Afslutning . (shrink)

Artiklen perspektiverer på den almene pædagogiks aktuelle, pressede tilstand, i lyset af de centrale, transnationale udviklingstendenser inden for uddannelsesstyring der har gjort sig gældende de sidste ca. 25-30 år. Dette gøres, ved at tage afsæt i de såkaldte antinomier, som en række pædagogiske forskere har forholdt sig til som definerende for moderne pædagogik. Denne tematik blevet sat på dagsordenen af aktuelle uddannelsesforskere som bl.a. Alexander von Oettingen; Michael Uljens; Lars Løvlie; Gert Biesta, Birgit Schaffar og Dietrich Benner. Oettingen ser nærmere (...) bestemt spørgsmålet om pædagogisk professionalitet som spaltet i fire antinomiske paradokser, der angår Rationalisering ; Pluralisering ; Individualisering og Civilisering. Disse pædagogiske paradoksaliteter har en rod bl.a. hos Kant, Rousseau og Herbart. Artiklen søger gennem fokusering af sådanne pædagogiske antinomier eller paradokser at vise, hvorledes den transnationale uddannelsesrevolution de sidste 25-30 år har udtyndet den almenpædagogiske undermuring af begreberne: I. professionalitet, II. læring, III. autenticitet og IV. dannelse. Dermed fokuseres de almenpædagogiske problemstillinger der kendetegner disse fire begreber. Dette gøres for at vise, hvorledes den transnationale uddannelsesstyring i dette lys udgør en bekymrende afvikling eller sammenklapning af pædagogikkens almene grundtræk. (shrink)

K.E. Løgstrups disputats fra 1942 – nu i revideret udgave med Løgstrups senere tilføjelser og rettelser. Redaktion og efterskrift ved Kees van Kooten Niekerk. Den transcendentalfilosofiske Problemstillings Forstaaelse af Livet i sig selv som formløst og skikkelsesløst deler Teologien ikke. Den jødisk-kristne Livsforstaaelse er den modsatte: at Livet er noget bestemt, før og uanset den Skikkelse det vinder i Kulturen. Menneskelivet er ikke først og ikke udelukkende Kultur-Liv. I Israels Tro og i Jesu Forkyndelse er Livet i sig selv, uanset (...) hvilke Skikkelser Mennesket giver det i sin Kultur, noget bestemt, fordi det er skabt Liv.” "For Løgstrup-fortolkere er det spændende at følge Løgstrups udvikling, hvor de senere tanker om den etiske fordring som et humant begreb og de suveræne livsytringer tager sin begyndelse i disputatsen." **** Henrik Gade Jensen, Jyllands-Posten "Løgstrup starter sin videnskabelige karriere med at rydde grunden for det livtag med den sekulariserede, gudløse tilværelsesforståelse, der siden blev hans opgave tilværelsen igennem. Der er en enestående konsekvens i Løgstrups liv og tænkning fra først til sidst, en teologisk konsekvens. Det er det, der er det store ved ham." Niels Højlund, Weekendavisen. (shrink)

”Men hvordan kan erkendelse komme til at spille en rolle i den æstetiske dom, der fældes på en følelse af lyst eIler ulyst, det er spørgsmålet. Kants svar er – og med det er vi ved det centrale i hans opfattelse – at følelsen af lyst, der ligger til grund for den æstetiske dom, er en følelse af det fri samspil, som erkendelseskræfterne – indbildningskraft og forstand – hensættes i af anskuelsen af den genstand der anses for skøn, og at (...) det akkurat er følelsen af det fri spil, der gør den anskuede genstand skøn. Erkendelsen og følelsen er i den æstetiske dom i den tættest tænkelige forbindelse med hinanden: Følelsen er erkendelsens sindstilstand.” Uddrag. (shrink)

In lieu of an abstract, here is a brief excerpt of the content:Ralegh and the Punic WarsCharles G. Salas“For he doth not feign, that rehearseth probabilities as bare conjectures....”Sir Walter Ralegh, The History of the WorldThe Secret HistoryIn 1603 Sir Walter Ralegh was judged guilty of treason and imprisoned in the Tower of London to await execution. The wait was a long one —execution did not take place until 1618—giving this artful courtier, warrior, poet, and poseur time to script new (...) roles for himself. The most memorable of these was historian, and the stage on which he performed was the entire world. Universal history had been a time-honored genre in England, but never had there been so remarkable a performance by a native son as Ralegh’s The History of the World (1614). In five books Ralegh offered to king and country his interpretation of events from Creation to 168 bc. Book V, last and lengthiest of the entire work, deals in large part with the struggle between Rome and Carthage. The story of that struggle is Ralegh’s most mature historical writing and the most revealing of himself, for when he gave up his plan to carry his history into modern times, the Punic Wars became the context for things about the present that he was loath to leave unsaid.Despite its length (about a million words) and premature ending, the History was an enormous success with a public eager to possess the meaning of it all. Oliver Cromwell particularly liked the way it followed “the strange windings and turnings of Providence”; 1 no doubt he found Ralegh’s emphasis upon the Providential control of events reassuring. For Ralegh claimed to show how “kings and kingdoms have flourished and fallen, and for what virtue and piety God made prosperous, and for what vice and deformity he made wretched both the one and the other.” 2 In fact what Ralegh showcased [End Page 195] were the acts of a vengeful, Old Testament God more concerned with punishing monarchical sins than with making monarchs prosperous, and the History was temporarily suppressed by James for being “too saucy in censoring princes.” 3If the king did not like what he saw in the History, the king’s critics did; and Ralegh, never a friend to Puritan or republican in his lifetime, became a hero to both as a pious author and victim of Stuart tyranny. Those sympathetic to the Stuarts, like Alexander Ross, Chaplain to Charles I, saw Ralegh rather differently; but the popularity of the man and his History could not be denied. Ross himself profited from that popularity by doing both an abridgment and a continuation of the History as well as Som Animadversions and Observations upon Sir Walter Raleigh’s Historie of the World. Wherein his mistakes are noted, and som doubtful passages cleered (1653). Many of these animadversions were directed at Ralegh’s treatment of the Punic Wars. Ross recognized that “mistakes” and “doubtful passages” there formed a pattern: “Sir Walter cannot look upon the Roman Glorie with but a squint eye”(8), he complained. But did he also recognize the reason for that squint eye, that Ralegh kept one eye on the past and the other on the present? That many of those “doubtful passages” were in fact strategic elements in a campaign (based on parallels) against Rome, against James, and against James’s ministry? Had this been obvious to Ross, he still would not have said so. Writing under Cromwell, he could no more afford to complain explicitly about abuse of James than Ralegh, writing under James, could afford to make the abuse explicit.Parallels—implicit or imagined—are part and parcel of Ralegh’s providentialism. In brief: God controls events, God does not change, events do not change. This is not to say that Ralegh believed that God’s control was transparent, that God couldn’t change, or that free will did not exist. Ralegh did not solve the great problems of theology. 4 What he is sure about is that the same sins continue to be punished just as they have always been: “So also hath God punished the same and the like sins in all after-times, and... (shrink)

Tidslogik är en gren av logiken som handlar om temporala begrepp, satser, argument och system. Inom denna gren av logiken undersöker man t.ex. uttryck såsom "Det kommer alltid vara fallet att", "Det kommer någon gång i framtiden vara fallet att", "Det har alltid varit fallet att", "Det var någon gång i det förflutna fallet att". Logiska relationer mellan satser som innehåller temporala begrepp studeras och giltigheten hos argument som består av sådana satser analyseras. I tidigare arbeten har jag diskuterat hur (...) tidslogiken kan betraktas som en form av multimodal logik. I den här uppsatsen visar jag hur tidslogiken kan beskrivas som en bimodal logik, ett slags modallogik som endast innehåller två typer av temporala operatorer. Den semantik jag använder är baserad på monotemporala ramar. En monotemporal ram är en relationell struktur som endast innehåller en primitiv tillgänglighetsrelation, nämligen relationen tidigare än / senare än. Jag utvecklar ett antal så kallade semantiska tablåsystem och bevisar att dessa är sunda och fullständiga i relation till deras semantik. (shrink)

Th e basi c pu r pos e o f thi s w or k consist s o f eliminatin g som e o f th e m yth s an d paradigms tha t cu r rent ly info r m th e assessmen t o f scienti f i c e vidence . I n orde r t o accomplis h this object i v e , th e autho r sta r t s fro m th e (...) premis e tha t thes e m yth s an d paradigms , produce d with th e d ev elopmen t o f forensi c science , ar e minimizin g th e rol e o f judge s i n judicia l proceedings fo r th e bene f i t o f e xpe r ts . Thi s ca n lea d t o a violatio n o f du e proces s an d n e glectin g that judicia l processe s ar e aime d a t resolvin g conflicts . Th e autho r refer s speci f ical l y t o th e m yth o f in f allibilit y an d th e pa r adig m o f identi f ication , accordin g t o w hic h scienti f i c e vidence ca n posit i v e ly identif y a n ind i vidua l o r objec t throug h p h ysica l traces . B y ana l yzin g the recen t doctrin e o n th e assessmen t o f scienti f i c e vidence , th e autho r conclude s o n th e need t o adop t th e pa r adig m o f likelihood . Thus , th e judg e stil l hold s th e rol e i n th e ev aluation o f e vidence , an d guarantee s tha t th e goal s o f th e proces s wil l b e respected. (shrink)

1. Aritmofobi Adomo definerede en gang i sine senere år en musiker som et menneske på flugt fra sin matematiklærer 1) denne definition kan uden tvivl udstrækkes til at gælde størstedelen af de få overlevende, som endnu forsøger at praktisere en humanistisk tænkning på trods af existensen af en "totalt forvaltet verden" udenfor.

Filosofi og pædagogik er gamle fæller, og der er et overlap mellem filosofiens historie og pædagogikkens historiske litteratur. Store tænkere som Platon, Aristoteles, Augustin, Descartes, Locke, Rousseau, Kant, Hegel, Schleiermacher, Herbart og Dewey hører hjemme begge steder. I den pædagogiske filosofi kan almene teoretiske og praktisk filosofiske spørgsmål udforskes systematisk og historisk. Gennem diskussioner af sådanne spørgsmål kan man forholde sig mere nysgerrigt, bevidst, begrundet og kritisk til pædagogisk praksis såvel som til pædagogisk teori, empiri og undervisningsteknologi. -/- Fællesskabet er (...) ikke uproblematisk. Pædagogik er ikke filosofi, og pædagogisk filosofi ikke kun pædagogik. Både didaktik og almen pædagogik kan komme i konflikt med pædagogisk filosofi. Hvordan kan almene pædagogiske spørgsmål overhovedet belyses filosofisk, og hvad betyder de for filosofien selv? En pædagogisk filosofisk tilgang forandrer kanon i både pædagogik og filosofi. Udvalget af nøgletekster ændres. Emner, der er værd at diskutere, forskydes. Nye forskningsspørgsmål og prioriteringer viser sig. Et pædagogisk perspektiv på filosofiens udvikling vil fremhæve dens bidrag til at forstå ’den pædagogiske problem- og fænomenverden’, ligesom et filosofisk perspektiv på pædagogikken vil flytte – eller rettere udvide – fokus med hensyn til dens idéhistorie såvel som dens aktuelle teoretiske praksis. Som i al anden filosofi kan man i den pædagogiske filosofi diskutere teoretiske og praktiske, såvel som poetiske og æstetiske spørgsmål; men det er typisk med en særlig vinkel, nemlig den pædagogiske. Man kan således diskutere erkendelse, viden og sandhed, ligeså vel som man kan undersøge ret, retfærdighed og skønhed. Ofte vil det være med en særlig tvist. Den pædagogiske filosofi kan vise sig som særegen både ved sin særlige position og ved at relatere sig til det pædagogiske som genstandsfelt. Hvad denne position og dette genstandsfelt egentlig er, er der dog ingen enighed om. Det kan ikke engang siges at være udelukkende pædagogisk defineret, og derfor må den pædagogiske filosofi forholde sig åbent til begge dele. Studier i pædagogisk filosofi indbyder til denne drøftelse. (shrink)

Et uventet og uformodet bidrag og introduktion til en filosofisk forståelse af den nye globaliserede verdensorden, der kommer fra et nyt sted i denne vores globaliserede verden: Mexiko. Ny og ukendt i hvert fald i en dansk sammenhæng – hverken vores stats- eller udenrigsminister har garanteret hørt om Enrique Dussel før. -/- Forfatteren forholder sig eksplicit til en europæisk filosofisk tradition, men udbygger en egensindig forståelse af både filosofi og dens anvendelse i enmoderne verdensorden – netop på baggrund af en (...) udkantserfaring i forhold til den fremherskende filosofi, politik og verdensforståelse. Hans idéer har et nyt og tankevækkende anderledes perspektiv i forhold til den kendte vestlige forståelsesramme af virkeligheden. -/- Dussel kan sammenlignes med en lang række tænkere og filosoffer, som han også forholder sig til og er inspireret af – blandt de europæiske især Ricœur og Lévinas – men også den nutidige Naomi Klein. Materien er tungere og kræver mere fordybelse, men den er autentisk og fornyende, også pga. forfatterens baggrund, født i Argentina, hvor hans hus blev bombesprængt i 70'erne i sidste århundrede, da det daværende diktatur mente at måtte bekæmpe anderledes tænkende på denne måde – ligesom andre alternative tænkere (f.eks. en Horatio Cerutti Guldberg), der alle emigrerede til Mexiko. (Tekst fra pressemeddelelse) -/- Filosofi kræver universel gyldighed og en frigørelsesfilosofi må derfor kræve frigørelse for alle mennesker. Frihed er dog meget ulige fordelt, og frigørelsesfilosofi tager følgelig parti for dem, der mest tydeligt er ekskluderede fra samfundsmæssige goder og politiske rettigheder: Den tredjeverdens fattige under den globaliserede kapitalisme, oprindelige folk og farvede i racistiske samfund, kvinder i mandschauvinistiske kulturer, illegale immigranter m.fl.. -/- I Enrique Dussels frigørelsesfilosofi skal etik skal derfor ikke blot diskutere formelle principper, men hele tiden medtænke afhjælpelse af materiel lidelse. Politik kan tilsvarende ikke blot understrege demokratiske principper og menneskerettigheder, men må også indeholde en kritik af selve det kapitalistiske økonomiske system, ligesom der skal være en strategi tilforbedring af kårene for de underprivilegerede. Og i en sådan strategi er staten det vigtigste bolværk mod de transnationale selskabers udbytning af verdensressourcer. -/- Med dette bevidst marginale perspektiv kan Dussel desuden vise, at der i vores almindelige kulturarv og filosofi er begreber og tankegange, der bidrager til at tilsløre den herskende globale ulighed. Over for den udbredte opfattelse af historien som en udvikling fra det traditionelle samfund til moderniteten, viser Dussel, at vores modernitet modsvares af underudvikling og globaludbytning, og at dette ikke er et enestående fænomen. Tidligere har f.eks. Spanien udviklet en meget rig og forfinet højkultur med individuel refleksivitet i sit centrum, der kun var mulig ved at udpine den daværende globale periferi, altså indianerne i på det amerikanske kontinent. -/- Dussels fremhævelse af det marginale perspektiv, hans kompromisløse stillingtagen til fordel for den svage part i ethvert menneskeligt forhold og hans stringent logiske ideologikritik har vakt respekt blandt filosoffer ogintellektuelle over hele kloden. Med denne antologi præsenteres Dussels filosofi for første gang for et dansk publikum. -/- Enrique Dussel (f. 1934), født i Argentina og videreudannet i Spanien, Frankrig, Tyskland og Israel. Doktor fra Universidad Complutense i Madrid og Sorbonne iParis. Siden 1975 professor i etik og politisk filosofi på Universidad Autónoma Metropolitana Iztapalapa og fra 1976 også på Universidad Nacional Autónoma de México, begge i Mexico by. Blandt hans vigtigste værker er Ética de la liberación [Frigørelsesetikken], der er kommet i fem udgaver siden 1998. Flere af hans øvrige værker er oversat til engelsk, tysk og fransk, universiteter over hele verden har udnævnt ham til æresdoktor, og han er hovedtaler på den filosofiske verdenskongres i Korea i 2008. (Bogens bagside tekst - udvidet version). (shrink)

Den finske filosof Jaakko Hintikka er en af det 20. århundredes mest indflydelsesrige tænkere. Han blev født i 1929 i Vantaa i Finland og studerede filosofi og matematik ved universitetet i Helsinki under Eino Kaila og G.H. von Wright. Kaila er ikke kendt af mange - om end han af sin samtid blev anset som en sand naturfilosof, kyndig i såvel humaniora som naturvidenskab - men von Wright, den finske filosof med det tyskklingende efternavn, ringer måske en klokke. For nu (...) lige at få kongerækken på plads overtog von Wright i en periode Ludwig Wittgensteins professorat i Cambridge og Wittgensteins lærermester (for en tid) var ingen ringere end Lord Bertrand Russell. I begyndelsen af 1950'erne fik Hintikka en stilling på Harvard University og har sidenhen beklædt fornemme professorater blandt andet på Stanford University, Florida State University (samtidig med hans altid faste professorat på universitetet i Helsinki) og Boston University, hvor han stadig virker på fuld tid, selv om han snart passerer de 80. (shrink)

The main thrust of my argument was that ad hoc su gge s ti ons of ch a ri ty cannot replace a systematic and theoreti c a lly inform ed approach to poverty rel i ef . Ch a ri t a ble don a ti on som eti m e s h elps—and som etimes harm s — but is no general solution to global poverty, and can be po s i tively dangerous wh en pre s en (...) ted as such. We need to consider, and often choose, other routes to helping the poor—including ethical to u rism and fair trade in lu x u ry goods. We will not be able to invest in such feasible routes if we give away all our extra income, as Singer recommends. Sticking to donation above all, when a combination of other strategies is necessary, is highly likely to harm the poor. Si n ger doe s n’t re a lly en ga ge my argumen t . In s te ad , he cari c a tu res our “f u n d a m ental disa greem en t” :a pp a ren t ly, Si n ger rej ects va ri o u s policies because he takes into account the “f act s” ; wh ereas Ku per is the one seeking a “f a i t h ,” a “po l i tical ph i l o s ophy. . . i m mune to ref ut a ti on on the basis of evi den ce .” Anyon e who has re ad my arti cle (pp. 1 07 - 2 0) must fin d this puzzling. The arti cle explains at len g t h wh i ch kinds of b ack ground theories help us to d i s cern and re s pon s i bly con s i der the rel eva n t f act s . I show that Si n ger sel ects and uses fact s u n c ri ti c a lly prec i s ely because he has no po l i tical econ omy, no po l i tical soc i o l ogy, and no t h eory of ju s ti ce . We are seri o u s ly misled if we do not draw adequ a tely on the wi s dom and.. (shrink)

Hans-Jørgen Schanz (1948-2022) har i mere end 50 år været en af de mest tænksomme og væsentlige danske intellektuelle, og han var samtidig som professor den bærende og ikke mindst samlende kraft på Idéhistorie ved Aarhus Universitet. Forskningsmæssigt spændte han meget vidt over områder som metafysik, modernitet, politisk filosofi, kunstfilosofi, religionsfilosofi og teologi. Han har begået omkring 40 bøger og et utal af artikler, og han havde en uforlignelig beundringsværdig evne til at tænke selv og insisterede gennem hele sit årelange (...) virke på, at tænkningen skulle være båret af ånd. Han var derudover en meget skattet foredragsholder på højskoler, sognegårde, Folkeuni-versitetet, teologiske konventer og efter- og videreuddannelsesregi. (shrink)

Aurora, eller Morgenrøde er en enestående tekst fra højmiddelalderen, der knytter tanker og billeder fra Bibelen sammen med naturfilosofiske forestillinger om naturens ånd. Denne sammenstillingvar ny og udfordrende for datidens tænkemåde. Derfor blev teksten forbudt, gemt af vejen og først genfundet og udgivet i moderne tid. Det forhold, at Aurora, eller Morgenrøde skulle være skrevet af den berømte middelalderfilosof, Thomas Aquinas, som dennes sidstevidnesbyrd kort før han døde i 1274, er blevet afvist, ikke mindst af kirken. Ny forskning åbner imidlertid (...) spørgsmålet igen. I bogen her fortæller Aksel Haaning i tolv indledende kapitler den utrolige historie om glemte erfaringer af naturens liv fra europæisk filosofi og spiritualitet, herunder de ofte oversete bidrag fra arabisk kultur. De enkelte kapitler kan læses hver for sig, men udgør et samletbud på, hvordan fortid og nutid griber ind i hinanden. Når Haaning fortæller, står glemte tekster og tanker lyslevende for den moderne læser. Ifølge forfatteren, der har nærlæst de ældste kilder og håndskrifter, afspejler Aurora-teksten også et eksistentielt drama, der udspiller sig i vores eget forhold til natur"-- Back cover. (shrink)

For eller imod Naturen? Naturen er traditionelt blevet opfattet som noget skidt, man kunne behandle, som man ville; som noget lavt, man har kunnet udnytte; endog som noget "syndigt", man skulle undertrykke! I denne bog vil Naturen blive skrevet med stort, og heri vil man møde en tradition, der som en understrøm, eller måske rettere overstrøm, har været til stede som alternativet til den herskende naturfjendske tænkemåde. Denne tradition har man forsøgt at undertrykke på alle måder! Man har gjort Platon (...) til discipel af Sokrates i stedet for Pythagoras, man har fortiet, at Cicero, Kepler, Leibniz, Goethe og Ørsted alle var inkarnerede platonikere -- ligesom også Henrik Pontoppidan var det: 'At lovprise det skønne, gode, retfærdige; at brændemærke skurkene, narrene, hyklerne -- det er og har været og vil vedblive at være en værdig opgave også for de skønne kunster' -- sådan skrev Pontoppidan selv, og hans. 'Lykke-Per' skriver (ligesom Platon!) en bog om en 'Fremtidsstat'. Den er baseret på "grøn energi", og i stedet for kirker har den templer for platoniske ideer som Sandheden og Retfærdigheden. (shrink)

Jeg diskuterer i denne artikel en række principielle spørgsmål angående det der kaldes «religionens genkomst» i det moderne demokrati. Mit hovedeksempel er den såkaldte «Muhammed-krise», som stadigvæk debatte­res med stor intensitet i nationale og internationale sammenhænge. De tre hovedspørg­smål lyder: Hvilken plads kan religiøse synspunkter og ytringer gøre krav på i den demokratiske offentlighed? Kan vi indholdsmæssigt fastsætte grænsen for religiøs blasfemi ved lov eller står den til løbende demokratisk debat? I hvilken grad kan reli­giøse minoritetsgrupper kræve anerkendelse fra – (...) og beskyttelse mod – majoritetskultu­ren i moderne, liberale demokratier? Til det første spørgsmål svarer jeg med Jürgen Habermas at religiøse grupper bør forsøge at oversætte deres holdninger til ikke-religiøse argumenter, samtidig med at denne oversættelse af forskellige årsager ikke kan fremtvin­ges retsligt eller afkræves som betingelse for demokratisk deltagelse. Mht. til det andet spørgsmål argumenterer jeg – igen med Habermas – for, at den konkrete anvendelse af abstrakte retsprincipper som ytringsfrihed og religionsfrihed kræver åben, demokratisk debat med bred deltagelse for athave legitimitet. Resultatet af denne debat kan godtvære et strengt syn på, hvad der tæller som blasfemisk, men muligheden for at kritisere dette syn – eller for generel religionskritik – kan ikke undertrykkesuden at gå kompromis med det liberale demokratis grundprincipper. Som svar på det tredje spørgsmål, og som et kritisk supplement til Habermas, fremfører jeg med Axel Honneth, at samfundsmæssig integration ikke skabes af demokratiske debatter alene. Der kræves også en vis før-dis­kursiv atmosfære af solidaritet: Religiøse minoritetsgrupper kan ganske vist ikke kræve juridisk beskyttelse af religiøse følelser, men de kan påpege «asymmetriske anerkendel­sesforhold», f.eks. ensidigt negative fremstillinger i medierne, som forringer deres mulighed for at bidrage til samfundet som anerkendte og anerkendende medborgere. (shrink)

Frode Jakobsen søger i "Nietzsches kamp med den kristelige moral" at forstå den tyske filosof Friedrich Nietzsche (1844-1900). Det gør Jakobsen blandt andet med udgangspunkt i Nietzsches person, oplevelser, psyke, som han kombinerer med hans værker for at sammenfatte udviklingen i Nietzsches moralske tænken. Frode Jakobsen (1907-1997), dansk politiker, modstandsleder og forfatter. Medstifter af foreningen Dansk Studiering, som i 1943 blev omdannet til en illegal organisation, der spillede en stor rolle i modstandsbevægelsen under anden verdenskrig. I 1945 blev han valgt (...) for Socialdemokratiet, hvor han var MF indtil 1973. Jakobsen har desuden udgivet en række bøger, der fortæller om hans erindringer og erfaringer fra sine mange år i politik. (shrink)

Structural changes in the agriculture and food system have resulted in larger but fewer farms, while increasing populations in urban areas have pushed development into rural areas. Despite these changes, little research has examined the concern of individuals with regards to loss of farmland and how this may vary based on geography. Building on Bell’s argument that the rural–urban continuum still exists and remains an important part of rural residents’ identity, in this article we examine residents’ concern over loss of (...) farmland as a result of urban growth. We pay particularly close attention to urban–rural differences over concern with loss of farmland. Utilizing survey data collected from over 400 households in the Treasure Valley, a region of the western United States, our results indicate that rural residents show greater levels of concern with farmland loss when compared to their urban counterparts. (shrink)

Bioethical issues remain front-page news, with debate continuing to rage over issues including genetic modification, animal cloning, and "designer babies." With public opinion often driven by media speculation, how can we ensure that informed decisions regarding key bioethical issues are made in a reasoned, objective way? Ideal for students new to the subject, Bioethics: An Introduction for the Biosciences offers a balanced, objective introduction to the field. With a focus on developing powers of reasoning and judgment, the book presents different (...) perspectives on common themes in an impartial way, thereby fostering debate and discussion. The opening section, "The Ethical Groundwork," introduces students to the nature of bioethics and ethical theory. The book goes on to cover a broad range of bioethical issues relating to people, animals, and food, before concluding with an overview of bioethics in practice. Features: * The broadest, most balanced textbook on bioethics available, offering students just the right mix of science and philosophy as well as a clear, objective introduction to the subject * Presents different perspectives on common themes in order to encourage students to question, evaluate, and form their own opinions * Incorporates many useful pedagogical tools including self-assessment questions, topics for discussion, and exercises * Includes references for further reading and useful web sites * A companion website offers resources for both students and instructors. (shrink)

J. T. Ismael's monograph is an ambitious contribution to metaphysics and the philosophy of language and mind. She tackles a philosophical question whose origin goes back to Descartes: What am I? The self is not a mere thing among things--but if so, what is it, and what is its relationship to the world?

Context: The enactive paradigm in the cognitive sciences is establishing itself as a strong and comprehensive alternative to the computationalist mainstream. However, its own particular historical roots have so far been largely ignored in the historical analyses of the cognitive sciences. Problem: In order to properly assess the enactive paradigm’s theoretical foundations in terms of their validity, novelty and potential future directions of development, it is essential for us to know more about the history of ideas that has led to (...) the current state of affairs. Method: The meaning of the disappearance of the field of cybernetics and the rise of second-order cybernetics is analyzed by taking a closer look at the work of representative figures for each of the phases: Rosenblueth, Wiener and Bigelow for the early wave of cybernetics, Ashby for its culmination, and von Foerster for the development of the second-order approach. Results: It is argued that the disintegration of cybernetics eventually resulted in two distinct scientific traditions, one going from symbolic AI to modern cognitive science on the one hand, and the other leading from second-order cybernetics to the current enactive paradigm. Implications: We can now understand that the extent to which the cognitive sciences have neglected their cybernetic parent is precisely the extent to which cybernetics had already carried the tendencies that would later find fuller expression in second-order cybernetics. (shrink)